Vil du have de nyeste funktioner i din bærbar, såsom raytracing og såkaldt ’DLSS’, hvor AI udnyttes til at forbedre billedkvaliteten i spil, skal du investere i en maskine med et Nvidia RTX-grafikkort ombord.
Disse har dog hidtil været forbeholdt Nvidias sværvægtere, tiltænkt dedikerede gaming-maskiner, hvor den høje ydelse også har dikteret, at der skulle være godt med plads til blæsere og andet køleudstyr.
Sådan forholder det sig ikke med Nvidias Geforce RTX 3050 og Geforce RTX 3050 Ti, som selskabet i denne uge lancerer.
Læs også: Power-upgrade fra Intel: Derfor er den nye chip-generation særligt egnet til performance-maskiner
Dobbelt op
Kortet afløser Nvidias nuværende GTX 1650 serie og er optimeret til at kunne forbruge ned til 35 watt ved fuld udblæsning.
Performance-mæssigt leverer RTX 3050 Ti kortet dog omkring op imod det dobbelte af sin forgænger og lander i samme liga som RTX 2060 Max Q – et mobilt grafikkort, der forbruger det dobbelte af Nvidias nye bærbare kollektion.
RTX 3050 Ti er stærkest med 2560 regneenheder, mod de 2048 man finder i RTX 3050. Begge kort er udstyret med fire gigabyte ram via en 128-bit bus.
I samme disciplin leverer RTX 2060 og GTX 1650 Ti henholdsvis 1.920 og 1.024 regneenheder.
Vidt og bredt
De første maskiner med RTX 3050 og RTX 3050 Ti kort ombord får allerede debut i nyligt lancerede laptops som Dells XPS 15 og 17.
De to grafikkort forventes dog at kunne fås vidt og bredt, da de ifølge Nvidia er at finde ombord på 140 forskellige modeller fordelt blandt de førende pc-producenter, skriver netmediet Anandtech.