Godt et år efter sin pludselige exit fra sin topstilling i IT Relation, er den tidligere mange-årige Atea-direktør Jan Elbæk nu igen klar i et topjob i den danske it-branche.
Han tiltræder nemlig som direktør for forretningsudvikling og customer relations i Venzo.
“Jeg ser meget frem til at udnytte mine kompetencer, min energi og min lange erfaring fra it-industrien til at skabe høj vækst,” meddeler Jan Elbæk på LinkedIn.
Jan Elbæk har været uden fast job siden foråret 2020, hvor han pludselig fratrådte sin stilling som udviklingsdirektør i IT Relation.
Det skete blot knap halvandet år efter, at han blev ansat i denne stilling efter en lang årrække i forskellige direktør-stillinger i Atea, hvor han var kendt som daværende topchef Morten Feldings højre hånd.
Jan Elbæk har desuden tidligere i en årrække været CEO i det daværende Merkantildata og i DanaData.
I det nye job i Venzo får han omkring 180 kolleger, der ifølge Jan Elbæk selv er meget dygtige og erfarne.
Venzo selv har massiv vokseværk for tiden og har eksempelvis allerede hyret mere end 40 nye medarbejdere siden nytår.
“Vi har store ambitioner om at vokse sammen med eksisterende og nye kunder, og vi arbejder hårdt på at tiltrække ambitiøse og kompetente nye kolleger,” meddeler Jan Elbæk på Linkedin.
Venzo - der består af flere selskaber - landede i fjor en omsætning på 326 millioner kroner og et driftsoverskud på 12,5 millioner kroner og er for tiden i gang med at opruste.
Selskabet meddeler, at det har ansat mere end 50 nye medarbejdere siden nytår.
Læs mere om Jan Elbæk her: