Den store amerikanske internetportal Yahoo får nye ejer.
Kapitalfonden Apollo Global Management lægger fem millarder dollar - godt 26 milliarder kroner - på bordet for at overtage Yahoo og AOL fra den mangeårige ejer, det amerikanske tele- og internetselskab Verizon.
Verizon vil dog beholde 10 procent af Yahoo, som i forbindelse med salget skal flyttes over i et nyt selskab, der også kommer til at hedde Yahoo.
Yahoo er en af internet-alderens gamle, store selskaber, der engang konkurrerede med Google og andre med blandt andet at udbyde gratis mail, søgninger, annoncer, underholdning og meget andet på sin Yahoo-portal.
Verizon købte Yahoo for 32 milliarder kroner i sommeren 2016, hvilket du kan læse mere om her: Efter lang nedtur: Yahoo bliver solgt for 32 milliarder kroner.
Det var dengang ideen, at AOL og Yahoo skulle blive en slags superkanal for annoncørerne med adgang til flere hundrede millioner brugere.
Dette skulle udfordre ikke mindst Google, Amazon og Facebook, men forsøget kiksede på flere måder, da Verizon hurtigt begyndte at få baghjul af de to andre selskaber.
Verizon indsatte i 2018 den tidligere topchef for Ericsson, Hans Vestberg, som CEO for Yahoo.