Godmorgen og velkommen til ugens sidste morgen-briefing. Lidt tidligt nuvel, men hvem beder ikke gerne en lille bøn for en store bede-fri-dag?
På tasterne for sidste gang i denne uge er Ditte Vinterberg Weng.
Rigtig god fornøjelse - vi ses i maj!
Dansk Internet Forum siger farvel til bestyrelsesmedlem Tom Togsverd
Efter 13 år som bestyrelsesmedlem udtræder Tom Togsverd af posten i Dansk Internet Forum (DIFO). Idet Togsverd fratræder kommer direktør Maria Fredenslund fra RettighedsAlliancen ind og udfylder hans plads.
DIFO, der blev stiftet i 1999, er en forening, som har det overordnede ansvar for at varetage administrationen af top level domænet ”.dk”. Tom Togsverd har været bestyrelsesmedlem i DIFO siden april 2008.
"Det er vigtigt at .dk-domæner er sikre, så danske virksomheder kan føle sig trygge ved at benytte dem. Det er jeg glad for at have bidraget med, i arbejdet i bestyrelsen,” fortæller Tom Togsverd selv i en pressemeddelelse.
Togsverd er uddannet civilingeniør fra DTU og ph.d. Han har samtidig over 20 års erfaring med sig i bagagen fra IT-verdenen. I dag driver han enkeltmandsvirksomheden Togsverd Consult, og er samtidig partner i rådgivningsvirksomheden Indesmatech.
Marie Fredenslund, der i forvjen har 10 års arbejde med at sikre bedre vilkår på nettet, glæder sig til at begynde på posten.
”DIFO og DK Hostmaster gør et kompetent og vigtigt arbejde med at gøre internettet til et sikkert sted at være for både forbrugere og virksomheder. Det skaber genklang i det danske samfund og i andre lande.”
Nokia er nummer ét i 5G-patenter
Nokia har i går meddelt, at tele-virksomheden er blevet placeret på en førsteplads i disciplinen 5G-patenter. Det er analysefirmaet PA Consulting, der i en undersøgelse tildeler Nokia titlen.
PA Consulting har kigget på 5G-patentlandskabet og undersøgte, om patenterne virkelig er essentielle for 5G-standarden.
I sin undersøgelse af Standard Essential Patents, der blev offentliggjort i april 2021, konkluderede analyseselskabet, at Nokia er nummer et for ejerskab af tildelte patenter, som forskerne fandt afgørende for 5G-standarder.
Ifølge Nokias topchef Jenni Lukander, er undersøgelsen en påmindelse om, at man ikke kun skal se på antallet af patenter, men også kvaliteten, når man vurderer styrken af en patentportefølje.
Digitale tjenester skal miljømærkes
Danmarks og verdens konstant stigende datatrafik efterlader store spor på klimakontoen og udfordrer CO2-regnskabet. Men samtidig er digitale teknologier nødvendige værktøjer til at reducere vores generelle energiforbrug, påpeger ny rapport fra SIRI-Kommissionen 4.0.
Kommissionen har stillet sig selv den opgave at gøre klimakampen digital. Det har resulteret i en række anbefalinger, som retter sig mod både virksomheder, borgere, forskere og beslutningstagere.
To af dem lyder:
- Miljømærkeordninger skal klistres på streamingkanaler og browsere til at oplyse sammenligneligt energiforbrug og CO2-udledning. På den måde er det lettere for borgere at tage miljøbevidste beslutninger.
- Offentlige institutioner skal kunne bevæge sig ud over kravet om indkøb til laveste pris, for at få rum til klimavenlige indkøb af it-udstyr og til at eksperimentere med bæredygtige løsninger. Også genbrug bør være i fokus her.
"Vi er simpelthen nødt til at finde løsninger på udfordringerne med klimaaftrykket fra vores digitale færden, hvis tingene ikke skal løbe løbsk. Og den opgave hviler på mange skuldre”, siger Ingeniørforeningens formand Thomas Damkjær Petersen, der er formand for SIRI-Kommissionen 4.0.
SIRI-Kommissionen blev nedsat i sommeren 2016 af MF for Radikale Venstre, Ida Auken og formand for IDA, Thomas Damkjær Petersen.
Læs alle kommissionens anbefalinger her.
Australien har fået nok af Apples og Googles gebyrer til appudviklere
Australien melder sig nu til koret af lande, der vil have Apple og Google til at gøre noget ved gebyrer på mobilapps. Den australske konkurrencemyndighed truer tech-giganterne med indgreb, hvis ikke de ændrer praksis.
Myndigheden - Australian Competition and Consumer Commission (ACCC) - vil give appudviklere ret til at lade bugere betale uden om Apples og Googles betalingssystemer. Sådan er kravet allerede i dag.
Desuden skal alle mobiler med techvirksomhedernes styresystemer - henholdsvist Android og iOS - kunne ændre elelr fjerne standardapps samt forinstallere apps på telefonen.
EU-Kommissionen ventes inden længe officielt at åbne en konkurrencesag mod Apple specifikt for netop gebyrer på 30 procent af alt salg appudviklerne får ind.
Som det er i dag, er Googles og Apples egne app stores den eneste måde en bruger kan købe appudviklernes apps i dag.
Det skriver Reuters.