Det er flere år siden, at Nordisk Film meddelte, at spil var selskabets nye satsningsområde.
Siden har Nordisk Film gang på gang haft checkhæftet fremme for at købe op i både store og mindre spil-selskaber.
Nu er turen kommet til den britiske spil-producent Supermassive Games, som Nordisk Film nu køber 30,7 procent af, meddeler selskabet.
Nordisk Film lægger et trecifret millionbeløb på bordet for andelen i det britiske selskab, der med sine 200 medarbejdere står en række film-lignende spil - ofte med kendte skuespillere.
"Det er et etableret selskab, der befinder sig i en genre, som få selskaber i verden mestrer. Det er en kategori, som vi forventer får kraftig vækst, da vi tror, at den grundlæggende historiefortælling smelter mere og mere sammen med forskellige medier," siger direktør i Nordisk film, Allan Mathson Hansen, til Børsen
I en udsendt meddelelse siger han, at udvikling af computerspil er en 'vigtig komponent' i Nordisk Films strategi mod at blive til en 'moderne og globalt orienteret underholdnings-virksomhed.'
"Det er verdens største underholdningskategori og repræsenterer en moderne storytelling, som passer perfekt til os, og hvor vi allerede har set en høj vækst, som vil fortsætte," lyder det fra direktøren.
Det er kun få måneder siden, at Nordisk Film købte sig ind i spanske MercuryStream - også for et trecifret millionbeløb.
Det kan du læse mere om her: Nordisk Film lægger trecifret millionbeløb for 40 procent af spansk spiludvikler
I alt har Nordisk Film investeret i en række spilselskaber i de seneste år med hovedvægt på spil-studier i Sverige og Danmark.
Selskabet er nu medejer af Supermassive Games (Storbritannien), MercuryStream (Spanien), Avalanche Studios Group (Sverige), Star Stable Entertainment (Sverige), Raw Fury (Sverige), Nitro Games (Finland), Reto Moto (Danmark), Multiverse (Storbritannien) og Flashbulb Games (Danmark).