Nordisk Film køber 40 procent af det spanske computerspilselskab MercurySteam.
I handlen lægger Nordisk Film, der ejes af Egmont-koncernen, "et lavt trecifret millionbeløb" på bordet for spiludvikleren.
Computerspil har været et støt stigende forretningsområde hos Nordisk Film, lyder det. Med den nyelige tilføjelse ejer selskabet helt eller devist otte computerspilselskaber under forretningsenhen, Nordisk Games.
"Jeg er meget tilfreds med, at vi fortsætter med at udvide vores portefølje af computerspilselskaber, der har udvist stor vækst. For nogle år siden gik vi målrettet ind i dette område, som ligger godt til os i Nordisk Film og Egmont, og hvor mediebrugerne på et globalt plan bruger mere tid og flere penge," siger Allan Mathson Hansen, koncerndirektør, Nordisk Film, ifølge en udsendt pressemeddelelse.
"Med denne betydelige investering i MercurySteam kan vi fortsætte den positive udvikling yderligere, og computerspilområdet vil fremover kunne bidrage endnu mere til Nordisk Films samlede forretning."
Kommer med 160 ansatte
MercuryStream er den første spiludvikler, der befinder sig udenfor Norden, som Nordisk Film har investeret i.
Det spanske selskab blev etableret i 2002 og har i dag 160 ansatte.
MercurySteam udvikler spil til PC og de førende spilkonsoller, fremgår det. Selskabet står blandt andet bag "Clive Barker's Jericho", "Castlevania: Lords of Shadow"-trilogien, Nintendo 3DS-bestselleren "Metroid: Samus Returns" og onlinespillet "Spacelords."
"Mercury Steam er et fantastisk selskab. De har et meget kompetent team og leverer høj kvalitet. De har ambitiøse vækstplaner, og vi kan hjælpe dem på den rejse. Det er vores første investering uden for Norden, men det bliver ikke vores sidste, er jeg sikker på, da vi har udvidet vores investeringsområde til at dække hele Europa," siger Mikkel Weider, Managing Director i Nordisk Games.
Nordisk Films portefølje af spiludviklere består foruden MercurySteam af Avalanche Studios Group, Star Stable Entertainment, Raw Fury, Nitro Games, RETO MOTO og Flashbulb Games.