USA er ved at forberede en række tiltag, som man vil tage i brug over for Rusland efter hackerangrebet på SolarWinds, der har ramt en stribe virksomheder i hele verden.
Den amerikanske regering beskylder Rusland for at stå bag, og derfor vil man nu svare igen på angrebet, oplyser Det Hvide Hus.
Det skriver CNBC.
"Som vi tidligere har sagt, så vil vi svare igen på SolarWinds hacket med en række tiltag. Vi kommer ikke til at diskutere rækkevidden af reaktionerne offentligt," lyder det fra pressechef i det Hvide Hus, Jen Psaki, i en meddelelse til CNBC.
Hackerangrebet har ramt en række amerikanske ministerier, der alle gjorde brug af SolarWinds software, som var årsagen til angrebet.
Derfor er man altså klar til at svare igen mod Rusland, som den amerikanske regering mener står bag angrebet.
Hackerangreb ramte hele verden
Det var ikke alene USA, der blev ramt af SolarWind-hacket. Virksomheder og myndigheder verden over blev ofre for det omfattende hackerangreb.
Angrebet havde forbindelse til Microsoft, og derfor har selskabet selv meddelt, at det kunne få betydning for Microsoft Azure-kunder.
Læs mere her: Danske CISO'er holder vejret efter SolarWinds-angreb - afventer udmelding fra Microsoft: ”Intet nyt er godt nyt”
I Norge er en række elselskaber blevet ramt af af sårbarheden, men den blev tilsyneladende ikke udnyttet hos nogen af de kritiske selskaber.
Herhjemme var to danske energiselskaber også sårbare overfor SolarWind-hacket.
Det var it-sikkerhedsvirksomheden FireEye, der første gang opdagede sårbarheden, der sidenhen spredte sig til det meste af verden.
Du kan læse mere om angrebet her: FireEye, Microsoft og den amerikanske regering: Her er overblikket over det største hack i amerikansk historie