Det danske software-as-a-service firma Risma planlægger at hente 40 millioner kroner i kapital på Nasdag First North.
Risma har udviklet en softwareløsning til håndtering af GRC (governance samt risk og compliance), og kapitalen fra børsnoteringen skal bruges til at indfri selskabets ambitioner om at erobre markedsandele i Sverige og Norge.
“Over 90 procent af vores kunder er i Danmark, der globalt bruger flest penge per indbygger på software til GRC. Vi har i syv år arbejdet med platformen og gjort den klar til at håndtere alle mulige regelsæt, nu er tiden inde til at udnytte mulighederne,” siger Lars Nybo Munksgaard, der er selskabets stifter og direktør, til Børsen.
Selskabet meddeler til Computerworld, at Risma går i markedet med en værdiansættelse på 132 millioner kroner. Børsnoteringen forventes at sikre en kapitaltilførsel på 40 millioner kroner.
Forventer vækst på 50 procent
Selskabet meddeler, at det forventer en gennemsnitlig årlig vækst på 50 procent til og med 2023, og det forventes at selskabets aktier har første handelsdag den 23. marts.
Risma er stiftet i 2014 af Lars Nybro Munksgaard, der blandt andet har en fortid hos Mærsk, hvor han arbejdede med risikovurderinger.
"Vi har fundet et hul i markedet, som vores løsning dækker, og derfor tror vi på, at
Risma har potentialet til at blive fremtidens løsning inden for håndtering og
styring af GRC-forhold," meddelerLars Nybro Munksgaard.
"Vi oplever, at virksomheder, især nordiske, viser en stigende interesse og modenhed efter én samlet platform, der kan håndtere alle GRC-indsatser. Det er en tendens, vi forudser vil fortsætte med at stige de kommende år i takt med flere krav og mere regulering rammer virksomheder over hele verden," siger direktøren.
Selskabet vurderer, at der især er potentiale i markeder som Tyskland, Finland, Frankrig, Storbritannien og Holland.