Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Morgen-briefing: Tyve brød ind hos Peter Kruse: Nu udlover han dusør / Power har salgsfremgang under nedlukning / Nu skal virksomheder og myndigheder registrere overvågningskameraer

Tyve brød ind hos Peter Kruse: Nu udlover han dusør. Power har haft salgsfremgang under nedlukning. Nu skal virksomheder og myndigheder registrere overvågningskameraer. Pleo-chef: Drop jakkesæt og vær dig selv. Malou Aamund får bestyrelsespost i høreapparat-selskab

Godmorgen.

Her kommer dagens første nyhedsfix fra Computerworld.

Dagen i dag bliver præget af præsentationen af genåbningsplanerne, der ventes at blive præsenteret i løbet af onsdagen.

Her i morgen-briefingen lægger vi dog ud med en historie om en dansk it-sikkerhedsekspert, der udlover en dusør efter, at han har haft indbrud i sit hjem.

Tyve brød ind hos Peter Kruse: Nu udlover han dusør

Peter Kruse er en af Danmarks mest prominente sikkerhedseksperter. Ikke desto mindre lykkedes det for tyve at bryde ind i hans hus på Almuvej i Vrold ved Skanderborg.

Det skriver Uge-Bladet Skanderborg.

I løbet af de tre minutter indbruddet varede, havde tyvene held med at stjæle to Arne Jacobsen Svane-stole og en Wegner Bamsestole. Tyvene stjal desuden hans datters tøjhund og ødelage en lampe, en terrassedør og et gulv.

”De skal ikke slippe af sted med den slags. Jeg er nok ikke den sidste, der bliver offer for de bøller," siger Peter Kruse til Uge-Bladet Skanderborg.

Peter Kruse udlover nu en dusør på 10.000 kroner til dem, der kan hjælpe med at tyvene bliver anholdt.

Indbruddet fandt sted lørdag klokken 22.23 og tyvene var kørende i en sort Ford S-Max med et registreringsnummer der starter med BR og slutter med 756.

Power har haft salgsfremgang under nedlukning

Elektronikkæden Power har takket være et solidt net-salg haft salgsfremgang under nedlukningen.

Tilgengæld er indtjeningen ikke helt fulgt med omsætningen, fortæller selskabets danske topchef Jesper Boysen til Berlingske.

”Vi fordoblede bemandingen på chatten, da det hele lukkede igen. Det har betydet, at Power har haft salgsfremgang i hele perioden, men når hovedparten af omsætningen kommer gennem nettet, er det klart, at vi ikke har kunnet tjene de samme penge,” siger han til avisen.

Regeringens ekspertpanel lægger i sine anbefalinger op til at detailbutikker på op til 5.000 kvadratmeter kan åbne igen, hvis de ikke ligger i et storcenter.

Vælger politikerne at følge anbefalingerne, så forventer Jesper Boysen, at langt hovedparten af Powers butikker kan åbne igen.

Nu skal virksomheder og myndigheder registrere overvågningskameraer

Politiet Kameraregister har eksisteret i to år, og indtil videre er 19.000 kameraer blevet registreret.

Men fra den 15. marts bliver det obligatorisk for virksomheder og offentlige myndigheder at registrere deres overvågningskameraer i politiets kameraregister.

Det skriver Rigspolitiet i en nyhed på politiets hjemmeside.

Rigspolitiet understreger i den forbindelse, at en registrering ikke betyder, at myndighederne får direkte adgang til tv-overvågningen.

”Der er simpelthen tale om, at vi får et overblik over hvor i landet, der hænger overvågningskameraer, og hvem vi skal kontakte for at få udleveret optagelser, så vi hurtigt kan sikre sporene, hvis der er sket en forbrydelse i området,” siger Henrik Sønderby, leder af Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter (NEC), til hjemmesiden.

Pleo-chef: Drop jakkesæt og vær dig selv

Hos den danske fintech-virksomhed Pleo skal der helst kun være en tynd skillelinje mellem, hvem de ansatte er privat, og hvem de er på arbejde.

Det er den ledelsesfilosofi, som selskabets stifter Jeppe Rindom arbejder efter, fortæller han i et interview med Finans.

Det handler om at give medarbejder mulighed for at være sig selv, forklarer han.

”Det med at tage et stift jakkesæt på og betragte sig selv som sit arbejds-jeg, tror vi ikke er særligt stimulerende i forhold til at danne stærke personlige relationer mellem sig. Vi tror på, at man ved at skabe stærke relationer også skaber de bedste resultater,” siger Jeppe Rindom til Finans.

Malou Aamund får bestyrelsespost i høreapparat-selskab

Google Danmarks administrerende direktør Malou Aamund indtræder i bestyrelsen hos høreapparatselskabet WS Audiology, der er en sammenlægning af selskaberne Sivantos (tidligere kendt som Siemens Adiology) og Widex.

Det oplyser selskabet på sin hjemmeside

Udover Malou Aamund indtræder også Adam Westermann i bestyrelsen. Han er barnebarn af Erik Westermann, der er medstifter af høreapparatselskabet Widex.

I dag er det 66 år siden, at Steve Jobs blev født

På denne dag i 1955 blev Apple-stifteren Steve Jobs født i San Francisco som søn af Abdulfattah Jandali og Joanne Schieble.

Kort efter fødslen blev han dog bortadopteret til Paul og Clara Jobs, som han hele sit liv betragtede som sine eneste forældre.

Steve Jobs døde 5. oktober 2011, men hvis han fortsat havde været i live, ville han altså være fyldt 66 år i dag.