Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.
Da jeg som ung ingeniør tilbage i slutningen af 1990’erne fik mit første lederjob i den danske elektronikvirksomhed GiGA og blev chef for mange kollegaer, var der mange ting, som jeg skulle lære på kort tid.
Som nyslået leder stod jeg over for mange spørgsmål, som man ikke lige kunne besvare på grund af manglende erfaring.
Inspiration
Jeg fandt dog ret hurtigt ud af, at min daværende chef var en guldgruppe af viden, hvis man bare spurgte.
Jeg spurgte ham om alt fra håndtering af medarbejdere med dårlig performance til organisering af min afdeling osv. Hver gang var min daværende chef klar med inspiration og brugbart input, der udviklede mig og min afdeling.
Jeg var dybt fascineret af alle de gode input han kom med, og som påvirkede min evne til eksekvering og opnå resultater.
Hvor kom dog alt den viden fra, kan jeg huske jeg tænke. Det vender vi tilbage til.
Men her senere i min karriere er det mig, som får spørgsmålene. Og jeg får ofte spørgsmålet om, hvordan samarbejdet mellem mig i rollen som administrerende direktør fungerer med de formænd, som jeg har arbejdet med, og hvad jeg mener er vigtige karakteristika for en formand, hvis man skal have det bedste ud af det.
Formandens to-delte rolle
Det er velkendt, at en bestyrelse bringer værdi ved at komme med forskellige kompetencer, erfaringer, tanker og anskuelser, som kommer i spil på bestyrelsesmøderne, når specielt strategier og tiltag skal diskuteres og fastlægges.
Men lad os begynde med at slå en ting helt fast: Formanden er med sikkerhed den vigtigste spiller i bestyrelsen.
Ikke dermed sagt at den øvrige del ikke er vigtig, men bestyrelsesformanden har to meget forskellige roller, hvilket de øvrige medlemmer ikke har.
Bestyrelsesformanden er nemlig både den ledende person i bestyrelsens arbejde og organiseringen af dette, og samtidigt udfylder formanden ofte også rollen som den administrerende direktørs personlige sparringspartner på mange problemstillinger og udfordringer, der mødes i dagligdagen i forbindelse med eksekveringen.
Mange administrerende direktører vil ofte nikke genkendende til, at man kan stå alene med svære beslutninger. Som direktør står man nemlig med mange beslutninger, men specielt når de store eller svære beslutninger skal tages – herunder af operationel karakter – så kommer man ofte i tvivl om, hvorvidt det nu er det helt rigtige, eller om der eventuelt er en anden vej, der kan bringe virksomheden frem mod målet i overensstemmelse med den strategiske retning.
Professionel sparring
Det er her, at man søger sparringen og inspirationen.
Man kan søge sparringen i ens organisation, men ofte vil beslutningerne påvirke organisationen i sådan en grad, at det er rart med andre øjne på spørgsmålene. Og her kommer bestyrelsesformanden i spil som den personlige sparringspartner.
Og her vender vi tilbage mit første lederjob i GiGA - for jeg kender nu svaret på, hvor alt den viden, som min daværende chef havde, kom fra - og hvordan det kan være, at den kom mig til gode.
Og svaret er, at min chef dengang havde følgende tre karakteristika:
i) Lang praktisk erfaring med virksomhedsdrift og lederskab.
ii) Stor grad af tilgængelighed for sparring og inspiration.
iii) Udpræget villighed til at snakke om alle problemstillinger – store som små.
Ud over at man ønsker sig en bestyrelsesformand med masser af viden og erfaring, der direkte relaterer sig til det, virksomheden beskæftiger sig med, så er mit råd at vælge en formand, som med sikkerhed opfylder ovenstående tre karakteristika og meget gerne en person, som selv har været administrerende direktør og derved selv har stået i samme situation tidligere – det vil sige ofte alene med brug for sparring.
Guldgrube
Husk at sparring er guld værd, hvis man bare tør stille spørgsmålene og søge inspiration til svarene. Det kan kræve lidt mod.
En virksomheds udvikling er i overvejende grad afhængig af evnen til eksekvering. Det handler om at omsætte alle tankerne fra bestyrelseslokalet til handling i dagligdagen.
Og her kan bestyrelsesformanden gøre en kæmpe forskel ved at udvise stor grad af tilgængelighed og villighed for sparring med den administrerende direktør, som får tingene til at ske i praksis.
Jeg har selv sat stor pris på den sparring, som jeg gennem årene har fået, og mit råd er derfor:
Vælg en formand med alle tre ovenstående karakteristika. Det vil glæde alle - inklusive aktionærerne.
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.