Teleselskabet 3 har en storstilet moderniseringsplan klar for 2021, hvor hele selskabets netværk skal have en større overhaling.
Henover de næsten 18 måneder venter der 3's netværksspecialister en opgave med at pille alt eksisterende netværksudstyr ned på 3's knap 2.400 mastepositioner samt opsætte nyt.
Derudover planlægger 3 at opsætte mere end 350 nye mastepositioner.
"Vi foretager et netværks-swap for at modernisere og fremtidssikre vores netværk. Danmark var et af de første lande til at få 4G, så vores udstyr er ved at være gammelt. Derfor er det helt forventeligt, at der må en udskiftning til, så vores kunder fortsat kan få glæde af den teknologiske udvikling," udtaler Kim Christensen, der er netværksdirektør hos 3, i en meddelelse.
Det nye udstyr, der blive sat op, kan både understøtte 4G og 5G på lave bånd som 700 og 900 MHz, lyder det fra Kim Christensen, der forventer, at modernisering vil lede til en fordobling af kapaciteten i 4G-netværket.
"Det vil sikre fortsat gode oplevelser for vores kunder, for selv om 5G er kommet, vil 4G stadig være langt det mest udbredte i flere år fremover."
Læs også: Teleselskabet 3 dropper Huawei som 5G-leverandør: Svenske Ericsson vinder aftalen
Her er 3's 5G-plan
I 2021 vil 3 også udrulle sit 5G-netværk, hvor hver enkel masteposition skal udbygges med 5G-udstyr.
Rene 5G-netværk, såkaldte ’5G stand alone-netværk’, ligger
ifølge 3 stadig lidt ude i fremtiden, som indtil da vil bygge 3 ’5G non-stand-alone-netværk’, hvor operatørens core-netværk og transportnet kører på 4G, som også understøtter 5G-forbindelsen.
Kombinationen af 4G og 5G gør det muligt at lade brugerne af netværket benytte 5G-frekvenser til download, men 4G-frekvenser til upload, lyder det fra 3.
"Vi bygger 5G på et fundament af 4G-frekvenser, fordi det er en fornuftig måde at fordele vores frekvenser på, så længe der stadig er høj aktivitet på 4G og dermed behov for kapacitet. Alternativet ville være at låse frekvenser til 5G, hvilket ville komme langt færre kunder til gode," lyder det fra Kim Christensen.
Læs også: 3 tænder for 5G-signalet i København og Roskilde
Moderniseringen af netværket vil ifølge 3 føre til, at den gennemsnitlige oplevede hastighed i netværket i sommeren 2022 vil være to til tre gange hurtigere end den nuværende på cirka 40 Mbit/s.
74 procent af 3's netværk forventes opgraderet til 5G inden udgangen af året.