Godmorgen.
Her kommer fredagens – og dermed ugens sidste – Morgen-briefing fra Computerworld.
I næste uge er der efterårsferie, men bare rolig: En morgenfrisk Computerworld-journalist vil naturligvis også her stå tidligt op og levere en friskbrygget Morgen-briefing til din indbakke.
Denne morgen lægger vi ud med historien om et spektakulært sikkerhedsbrud, der har fundet sted i Folketingets måske mest fortrolige udvalg.
Falsk video-møde i Folketinget: Politikere blev snydt af fup-hjemmeside
En person der udgav sig for at være den hviderusssiske præsidentkandidat Svetlana Tikhanovskaja har deltaget i et videomøde med Det Udenrigspolitiske Nævn i Folketinget, hvor møderne normalt er præget af dyb fortrolighed.
Det oplyser Folketinget i en pressemeddelelse.
Ifølge Michael Aastrup Jensen (V), der er medlem af nævnet, fandt sikkerhedsbruddet sted, fordi Det Udenrigspolitiske Nævn blev snydt af en falsk hjemmeside. Det fortæller han til TV2 Nyhederne.
”Der var hendes medarbejdere fra en hjemmeside, som så ud til at være nøjagtig kopi af hendes normale hjemmeside, som simpelthen har fuppet os hele vejen igennem systemet,” siger Michael Aastrup Jensen til TV2 Nyhederne.
Forgyldt Nets-veteran investerer i fintech-app
Susanne Brønnum, der har tidligere har haft direktør-post hos Nets, har med en investering i appen CO2Hero foretaget sin hidtil største investering.
Det oplyser CO2-hero i en pressemeddelelse, hvor størrelsen af investeringen dog ikke bliver oplyst.
Med CO2-hero får brugerne adgang til data om forskellige firmaers CO2-udledning, og hjælper dermed forbrugerne til at vælge de mest klimavenlige produkter og tjenester.
Susanne Brønnum, der i Nets havde titlen group executive vice president, var en del af selskabets lukrative aktieprogram i forbindelse med Nets børsnotering. Ifølge en artikel i Finans fra 2016 stod hun til at score en gevinst på 118 millioner kroner i forbindelse med børsnoteringen.
I 2019 stoppede Susanne Brønnum i Nets efter en 25-årig lang karriere i selskabet, og i dag er hun investor med særlig fokus på it- og fintech-selskaber.
Tidligere Mobilepay-boss får topstilling i Danske Bank
Mark Wraa-Hansen, der er tidligere topchef for Danske Banks succes-app Mobilepay, skal nu være privatkundechef i Danske Bank.
Mobilepay er en af de mest succesfulde danske apps, og Mark Wraa-Hansen var chef for appen i perioden 2014 til 2019.
I det seneste år har han været øverste chef for Danske Banks leasingselskab Nordania Leasing.
Ny platform vil gøre boligsøgning lettere
En ny dansk boligportal ved navn GoRoom.dk vil gøre det lettere at finde bolig, hvis man eksempelvis ung studerende med et stramt budget.
Det bedyrer selskabet i en pressemeddelse, hvor GoRoom beskriver sig selv som en slags Airbnb, der sætter udlejere i forbindelse med lejere.
Tjenesten er stiftet af den 28-årige franskmand Pierre Biver, der blev inspireret af sine egne kvaler med at finde en bolig, da han flyttede til København i 2018.
Om dagen i dag: Første langdistance telefonopkald
Verdens første telefonopkald fandt sted den 10. marts 1876, da Graham Bell ringede til Thomas A. Watson, som sad i et tilstødende lokale.
Men telefonen beviste for alvor sit værd, da det i dag for 144 år siden lykkedes at foretage det første opkald over en længere distance via udendørs kabler.
Her ringede Graham Bell fra sit laboratorium på Kilby Street i Boston til Thomas Watson, der befandt sig på et kontor i Cambridge knap 3 kilometer derfra.