Er det udtryk for race-diskrimination, hvis et selskab bevidst søger efter medarbejdere med bestemt hudfarve?
Det er spørgsmålet, som det amerikanske arbejds-departement, The Department of Labor, nu stiller Microsoft, som styrelsen mener handler race-diskrimerende.
Sagens kerne er en ny målsætning, som Microsoft offentliggjorde i sommer, om, at selskabet over de kommende fem år vil fordoble antallet af afro-amerikanske chefer i selskabets amerikanske afdelinger.
Det skal ske for at komme det, som Microsoft kalder for ‘racemæssig ulighed’ i organisationen til livs, meddelte topchef Satya Nadella i juni i denne blogpost.
Men den melding kan være i strid med amerikanske lovgivning.
Det amerikanske Department of Labor har ifølge amerikanske medier allerede advaret Microsoft om, at målsætningen kan ‘antyde, at ansættelses-beslutningerne vil blive taget på baggrund af race.’
Styrelsen har nu givet Microsoft til udgangen af oktober til at fremlægge dokumentation for, at selskabet ikke race-diskriminerer.
Det er sket med beskeden om, at virksomheder har lov til at sigte efter at fremme ansættelse af ‘minoriteter og kvinder,’ men at de ikke må ‘indføre race-diskriminerende praksisser.’
Microsoft har blankt afvist denne påstand.
I et blogindlæg skriver Microsoft, at selskabet altid ‘ansætter og forfremmer de bedst kvalificerede personer. Intet, som vi offentliggjorde i juni, ændrer dette,” lyder det i blogposten, som du finder her.
Microsoft har sat 150 millioner dollar af til planen om øget såkaldt ‘diversity and inclusion.’