GlobalConnect kaster sig nu ind i kampen om det private fibermarked i Danmark, hvor selskabet nu i første omgang vil rulle fiber ud til 1.700 husstand i Liseleje i Nordsjælland. Det skriver Berlingske.
I dag levere GlobalConnect allerede fiber til 302.000 privatkunder i Sverige og Norge, og i Danmark leverer selskabet fiberforbindelser til 28.000 danske virksomhed.
”Vi må være en af de skandinaviske koncerner, der bygger flest fiberforbindelser. På tværs af de tre lande kobler vi lige under 70.000 på i år. Nu er vi i gang i Danmark en række steder, hvor Liseleje er det seneste, og hvor vi med stolthed har stjålet den kompetence, som vores søsterorganisationer i Norge og Sverige har bygget op,” siger GlobalConnects topchef Martin Lippert til Berlingske.
Vil have 100.000 kunder
Målet er at selskabet skal have 100.000 private fiberkunder i Danmark, og GlobalConnect forventer ifølge Berlingske, at de første kunder vil være tilsluttet fibernettet ved årskiftet.
Udover udrulningen i Liseleje arbejder GlobalConnect ifølge Berlingske også på at udrulle fiber i Lemvig, Lejre og Tikøb.
I et interview med Computerworld i begyndelsen af september forklarede GlobalConnects topchef Martin Lippert, at selskabet har en ambition om at blive en af de førende spillere i Nordeuropa.
"Vi har nogle vækstmål, og vi er i gang med at lægge sidste hånd på vores langsigtede strategi. Vi kommer ikke til at blive større end Telenor eller TDC, men det er min opfattelse, at vi er mere bundet betydeligt mere sammen på tværs af landegrænser end mange af vores konkurrenter," sagde han til Computerworld.