Elendige internetforbindelser er et irritationsmoment. Det kan de fleste nok skrive under på.
I Wales ligger landsbyen Aberhosan, og her var der i den grad noget at blive irriteret over, for i intet mindre end halvandet år var der massive problemer med byens bredbåndforbindelser leveret af selskabet Openreach.
Problemet begyndte hver morgen omkring klokken syv. Derefter oplevede indbyggerne i byen problemer med langsomme forbindelser og med overhovedet at komme på nettet. Det skriver BBC.
Teknikerne fra Openreach søgte at løse problemet ved at skifte en del kabler i byen, men lige meget hjalp det. Først da teknikerne tog en spadseretur i byen en morgen før klokken syv iført en spektrumanalysator, fandt de årsagen til halvandet års hovedbrud.
Præcis klokken syv registrerede måleapparatet et stor udbrud af elektrisk støj, der skabte så meget interferens, at det endte med at lægge alle byens bredbåndsforbindelser mere eller mindre ned.
Den store elektriske støj-eksplosion viste sig at komme fra et brugt tv, som en familie i byen havde taget i brug, og som altså blev tændt hver morgen.
Ifølge en tekniker fra Openreach blev familien meget flove over at være årsag til al balladen og lovede ikke at bruge tv’et igen. Og siden har Aberhosan ikke haft problemer med forbindelserne.
Det er jo i øvrigt velkendt, at elektriske apparater som eksempelvis mikrobølgeovne kan give problemer med især WiFi-forbindelser. Det kan du læse mere om her:
Dårlig WiFi i hjemmet? Her er otte enkle råd til at sikre bedre Wi-Fi-dækning derhjemme