Godmorgen og velkommen til ugens sidste morgen-briefing her fredag morgen.
Her på tærsklen til endnu en weekend, skal vi forbi dagens korte it-nyheder for sidste gang i denne uge. Det er igen i dag Jakob Schjoldager, der sidder bag tasterne.
Telenor kårer Aalborg er Nordens mest digitalt parate kommune
Teleselskabet Telenor har set på 60 nordiske kommuners såkaldte digitale parathed og kåret Aalborg Kommune som nummer et.
”Coronasituationen har understreget vigtigheden af en stærk digital infrastruktur, hvor stærke mobil- og internetforbindelser spiller en afgørende rolle for samfundets sammenhængskraft. Det er vigtigt for os, at kommunerne er en aktiv medspiller til at løfte digitaliseringen af vores samfund, og derfor giver undersøgelsen værdifuld indsigt i nogle af de krav, der er nødvendige for, at kommunerne understøtter en effektiv og rettidig udrulning af den kommende 5G-mobilteknologi,” siger Lars Thomsen, administrerende direktør i Telenor Danmark
Den nordjyske kommune scorer 8,3 ud af en skala på 10. Pointene er givet efter kommunens evne til at udrulle digital infrastruktur og mobildækning.
Placeringen skyldes en fokuseret erhvervsindsats fra kommunen, lyder det fra borgmesteren selv.
”Digitalisering er et vigtigt indsatsområde i Aalborg, og derfor er jeg stolt over, at vi bliver anerkendt for det fokus,” siger Thomas Kastrup-Larsen (S), borgmester i Aalborg Kommune.
13 offentlige AI-projekter skal hjælpe klimaomstillingen
Det offentlige sætter gang i 13 digitale projekter, der ved hjælp af kunstig intelligens skal give en hånd med i kampen om at bekæmpe klimaforandringerne.
De 13 såkaldte signatur projekter skal hjælpe kommuner og regioner med at nedbringe CO2-forbruget på de danske hospitaler.
Ny teknologi og digitalisering er værktøjer, der kan bruges til at udvikle nye serviceløsninger og dermed medvirke til en bedre offentlig sektor til danskerne,” siger Rikke Hougaard Zeberg, direktør Digitaliseringsstyrelsen ifølge en pressemeddelelse og fortsætter:
”Derfor er jeg også glad for, at vi med de nye projekter sætter yderligere tryk på det tværoffentlige samarbejde og ved hjælp af ansvarlig brug af ny teknologi bidrager til at løse nogle af de sundheds- og klimaudfordringer, vi står overfor i de kommende år.”
Projekterne strækker sig fra optimering af kørselsruter i hjemmeplejen til analyse af røntgenbiller og MR-Scanninger.
”Kunstig intelligens kan revolutionere patienternes behandling og de sundhedsprofessionelles beslutningsgrundlag, så vi kan forebygge, diagnosticere og behandle flere, hurtigere og bedre,” lyder det fra formand for Danske Regioner, Stephanie Lose (V).
Dustin køber it-sikkerhedsvirksomhed
It-leverandøren Dustin opkøber selskabet Exato, der specialiserer sig inden for it-sikkerhed. Virksomheden henvender sig primært til små og mellemstore virksomheder gennem abonnementstjenester.
”Exato passer rigtig godt ind i vores strategi, hvor vi fokuserer på standardiserede løsninger, som kunderne køber som abonnement. Deres seneste fokus på standardiserede løsninger inden for IT-sikkerhed vil styrke vores portefølje yderligere, og samtidig styrker vi vores kapacitet inden for managed services i Danmark,” siger Alexandra Drevenlid EVP Services & Solutions Dustin, i en pressemeddelese.
Exato omsatte sidste år for millioner danske kroner, og har omkring 20 medarbejdere ansat i Odense og København.
Chefstrateg: Kursstigningen på it-aktier kommer til at fortsætte
Efter enorme kursstigninger i it-branchen det sidste halve år, mens coronakrisen har raseret det øvrige erhvervsliv tog de internationale tech-giganter et kæmpe dyk.
Men vi har endnu ikke set toppen af kursstigningerne, lyder det fra chefstrateg i BankInvest, Jakob Vejlø, der mener at der ikke er grund til at frygte en ny it-boble som omkring årtusindskiftet.
”I forhold til resten af markedet er it-sektoren dyrere, men forskellen er moderat. I år 2000 var it-aktierne markant dyrere end resten af markedet. Mere vigtigt er det, at indtjeningen i it-sektoren er væsentlig stærkere end i aktiemarkedet som helhed. Hvis vi tager analytikernes estimater for 2020 for gode varer, vil it-sektoren ved udgangen af 2020 have set indtjeningen vokse med 15 pct. i forhold til 2019,” skriver han i et indlæg i erhvervsmediet Finans.
Vejlø peger blandt andet på den teknologiske udvikling under coronakrisen som en indikator på, at kursstigningerne ikke har set toppen endnu.
Tidligere Apple-direktør kaster millioner i e-læringsplatform
Selskabet Elearningforce International får nu et millionbeløb af den tidligere Apple-direktør Erik Stannow.
Sammen med sine investeringspartnere har den tidligere direktør kastet millionerne i e-læringsselskabet, der er et cloud-baseret e-learning management-løsning til Microsoft 365-brugere.
”Jeg synes, at markedet for e-læring er utroligt spændende, og jeg ved, at der er et kæmpe potentiale. Der er to tendenser, som skubber i LMS365s retning. For det første er vi alle blevet tvunget til at arbejde hjemmefra – og her viser en e-læringsplatform sit sande potentiale. For det andet er der en tendens til ”continous learning”, hvor medarbejdere løbende skal have nye færdigheder,” lyder det fra Erik Stannow i en pressemeddelelse.