Vanen tro er Microsoft klar med en række sikkerhedsopdateringer i forbindelse med patch tuesday.
I alt udsender Microsoft rettelser på 129 sårbarheder, hvor flere af dem er markeret som kritiske.
Derfor opfordrer Center for Cybersikkerhed under Forsvarets Efterretningstjeneste også, at man får opdateret sine systemer hurtigst muligt inden sårbarhederne bliver udnyttet.
"Microsoft har lukket en række kritiske sårbarheder med denne måneds opdateringer. Heriblandt i browserne Internet Explorer og den "gamle" Edge. Derudover flere i SharePoint," skriver centerets Situationscenter på Twitter.
I alt er 23 af sårbarhederne markeret som kritiske, mens 105 har fået markatet vigtige.
Mediet The Hacker News skriver dog, at ingen af sårbarhederne ifølge Microsoft, er offentlige kendt eller forsøgt udnyttet.
Foruden SharePoint er der også kritiske sårbarheder i blandt andre Internet Explorer, OneDrive og Windows Defender Application Control.
Kritiske sårbarheder i SharePoint
Microsoft har fundet hele seks sårbarheder i SharePoint, der er markeret som kritiske.
Center for Cybersikkerhed påpeger samtidig, at Microsoft egentlig havde planlagt ikke længere at udsende opdateringer for ShaprePoint 2010 fra oktober måned.
Beslutningen er dog blevet udskudt på grund af coronakrisen, og derfor vil der fortsat komme opdateringer til SharePoints 2010-udgave frem til april måned næste år.
Microsoft opfordrer som altid til, at man hurtigst muligt får rullet de seneste sikkerhedsopdateringer ud på sine systemer.