Den danske tech-startup Stinto er klar med ny topchef.
Ann Rosenberg er blevet indsat som administrende direktør i selskabet, der har lavet en digital platfom til udveksling af kontakinformationer.
Hun har tidligere arbejdet hos tyske it-gigant SAP, hvor hun har været gennem 20 år.
Den New York-baserede dansker skal nu kæmpe for selskabets internationale gennembrud.
"Jeg er glad for og stolt af at være en del af Stinto, der i sin sjæl og DNA indebærer alle de principper om bæredygtighed, som jeg i mange år har arbejdet for at udbrede i det globale startupmiljø i samarbejde med UN," lyder det fra Ann Rosenberg i meddelelsen, og hun fortsætter:
"Stinto tilhører den stigende gruppe af startups, som tænker formål og bæredygtighed ind i selve forretningen. Dette segment af sustainable tech startups er netop nu meget eftertragtede blandt investorer i Silicon Valley og New York. Derudover automatiserer Stinto GDPR-compliance."
Hare rejst 20 millioner kroner
Stinto har netop afsluttet selskabets anden fundingrunde. Indtil nu har tech-startuppen rejst 20 millioner kroner fra 70 business angels.
De fleste er erfarne erhvervsfolk fra Danmark, men i investorkredsen findes også erhvervsspidser fra Hong Kong, Singapore, Dubai, USA, Sydamerika og flere europæiske lande, fremgår det af meddelelsen.
"Stinto er et netværksprodukt, og derfor er det nærliggende, at vi har flere mindre fremfor få store investorer. De ekstra midler, giver os endnu større muskler til at udbrede vores budskab om fremtidens bæredygtige netværksplatform. Vi har en klar ambition om, at det skal være en dansk virksomhed, der endegyldigt sætter en ny global standard, som passer til det 21. århundrede," lyder det fra Kåre Sand, der er medstifter af og bestyrelsesformand i Stinto.