Endnu en internetudbyder er koblet på fiber- og energikoncernen Norlys' fibernet.
Det står klart efter, at Norlys og Fastspeed har indgået en aftale.
Dermed får Fastspeed adgang til at sælge højhastighedsbredbånd på Norlys' fibernet, der dækker mere end 600.000 adresser i Jylland.
Det skriver Norlys i en meddelelse.
Aftalen, der blev indgået i den seneste uge, er central del af Fastspeeds ambition om at blive danskernes foretrukne internetudbyder målt på pris, kvalitiet og kundeoplevelse, lyder det fra selskabets direktør Jens Raity.
"Langt de fleste danskere kender allerede Fastspeed, og med denne nye aftale kan endnu flere kunder i Vestdanmark meget snart få glæde af produktet med markedets bedste pris – og absolut højeste kundevurdering på Trustpilot," lyder det fra Jens Raity.
Læs også: Norlys opsiger samarbejde med Waao: Forlader Waoo i 2021
Hos Norlys er man også tilfreds med at kunne koble endnu en internetudbyder på selskabets fibernet, der arealmæssigt dækker knap 40 procent af Danmark.
"Vi glæder vi os over at kunne byde Fastspeed velkommen i et spændende samarbejde, som giver rigtig god mening for begge parter. Teknisk og kommercielt er hele Norlys’ fibernet åbent, og der er stor interesse blandt aktørerne på markedet for at være en del af vores fælles fiberprojekt. Og det er godt for kunderne, som får flere valgmuligheder i form af produkter, adgang og indhold på internettet," udtaler Kristian Freiesleben, som er chef i Norlys Wholesale.
Norlys forventer, at der bliver etableret fibernet hos 50.000 nye adresser i 2020 og senest i 2023 er det planen, at 800.000 husstande og virksomheder skal have adgang til Norlys' fibernettet.
Fastspeed og Norlys forventer, at de første Fastspeed-kunder vil være aktive på Norlys’ fibernet i løbet af 4. kvartal i år.