Artikel top billede

(Foto: Jacob Wittorf)

NemID ramt af nedbrud

Det er ikke muligt at logge på med NemID i øjeblikket. Nets bekræfter, at der er driftsproblemer. (Opdateret).

(Nets oplyser 21:35, at fejlen med NemID er udbedret torsdag aften)

NemID er i øjeblikket nede.

Det bekræfter Nets overfor Computerworld.

"Vi oplever i øjeblikket driftsproblemer og nedsat fremkommelighed. Nogle vil opleve at kunne komme igennem, mens andre vil opleve en fejlmelding. Det har stået på i i hvert fald halvanden time," siger Povl Damstedt Rasmussen, der er presserådgiver hos Nets, omkring klokken 16.

Nets kan ikke sige, hvornår NemID igen er i normal drift, da man stadig er i gang med at finde frem til problemet.

"Jeg har desværre ikke nogen oplysninger om, hvornår der er normal drift igen. Der pågår lige nu et arbejde om at finde frem til problemet og derefter fejlrette," siger Povl Damstedt Rasmussen.

Over for Ritzau oplyser Nets senere, at det er en fejl på et netværk i Norge, der betyder, at brugere oplever nedbrud hos NemID og med betalinger ved nethandel.

Nets beklager samtidig, at NemID lige nu er nede for mange danskere.

"Det er ekstremt beklageligt," siger Povl Damstedt Rasmussen.

Læs også: Disse virksomheder drømmer de danske it-studerende om at arbejde for: Se listen med de 59 mest attraktive arbejdspladser

Hjemmeside er også nede

Forsøger man at logge på sin netbank fremgår det, at der er normal drift.

Siden opdaterer dog ikke, og 'Service Unavailable" fremgår i stedet.

Nemid.nu er ligeledes umulig at tilgå i øjeblikket. Her får man fejlmeddelelsen:

"An error occurred while processing your request. Reference #97.9c9a645f.1593697822.19a3cfe9."

Nedbruddet sker dagen efter, at NemID kunne fejre 10-års fødselsesdag for dets lancering i Danmark.

Det skrev Rikke Zeberg, direktør hos Digitaliseringsstyrelsen, om via Twitter, hvor hun også bemærkede, at NemID bliver brugt af 98 procent af danskerne, og at NemID er blevet brugt seks milliarder gange siden 1. juli 2010, da den digitale signaturafløser gik i luften.

Læs artiklen fra dengang: Nu rammer et af Danmarks største it-projekter dig