De norske sundhedsmyndigheder, Folkehelseinstitutet, indstiller opsamlingen af data i den nye corona-app, Smittestopp.
Det sker efter et forbud fra det norske datatilsyn mod at opsamle data i appen.
Datatilsynet mener, at appens nuværende løsning er alt for indgribende i nordmændendes privatliv i forhold til den nuværende situation.
Hos Folkehelseinstituttet, FHI, er man dog uenig i afgørelsen, men følger alligevel forbuddet fra tilsynet og sletter alle de data, man allerede har indsamlet.
"Vi svækker med dette en vigtig del ad vores beredskab mod øget smittespredning, fordi vi taber tid til udvikling og test af appen. Vi får samtidig reduceret evne til at bekæmpe smittespredningen som sker nu. Pandemien er ikke ovre," siger direktør i FHI, Camilla Stoltenberg i en meddelelse og fortsætter:
"Vi har ikke immunitet i befolkningen, ingen vaccine, og ingen effektiv behandling. Uden Smittestopp-appen vil vi være dårligere rustet til at forebygge nye udbrud, som kan komme lokalt eller nationalt."
Læs også: Staten blev advaret om store negative konsekvenser ved Netcompanys corona-app
Testet i tre kommuner
De norske myndigheder har indtil videre testet appen i tre kommuner, men ifølge FHI har datagrundlaget været for småt til at kunne bruge de indsamlede data endnu.
Derfor vil sundhedsmyndighederne tage kontakt til Datatilsynet og diskutere beslutningen.
Hos det norske datatilsyn er man god tilfredse med beslutningen.
"Det er FHIs eget valg, at man standser al indsamling og lagring af data på en gang. Nu håber jeg, man bruger tiden frem til 23. juni fornuftigt både til at dokumentere nytten af appen og gøre andre nødvendige ændringer så man kan genoptage brugen," siger direktør for Datatilsynet i Norge, Bjørn Erik Thon.
Årsagen til Datatilsynets beslutning i Norge er, at de norske myndigheder har valgt at basere teknologien i smittesporingsappen på GPS-data.
Det betyder, at man har mulighed for at indsamle langt flere oplysninger om brugerne end bare, hvem de kan have smittet med coronavirus.
Og det er altså for omfattende fastslår man altså hos Datatilsynet.
"Personvernrådet (Norges svar på Datarådet, red.) har konkluderet, at det er unødvendig at bruge lokationsdata i smittesporingen, og anbefaler kun brug af bluetooth. Vi mener ikke, at FHI har redegjort for, at det er strengt nødvendig at bruge lokationsdata til smittesporing, og ser frem til en ny vurdering fra FHI's side af dette," siger Bjørn Erik Thon.
Bluetooth-muligheden har dog været kritiseret, fordi den fungerer, hvis brugerne har aktiveret bluetooth på sin telefon.
I Danmark har man valgt Apple og Googles API. Dermed undgår man at bruge GPS-data.
Den danske udgave af smittesprings-appen er endnu ikke tilgængelig men også herhjemme har Datatilsynet på forhånd advaret mod at misbruge data.
Tilsynet har blandt andet gjort opmærksom på, at appen potentiel kan være indgribende overfor danskerne privatliv.
Læs mere her: Datatilsynet: Dansk corona-app er ‘potentielt indgribende’ i danskernes ret til privatliv