DRTV er klar med den længe ventede app til Android TV.
DRTV blev relanceret i november, og Danmarks public service streaming-tjeneste blev i den forbindelse udrullet til iOS, Android til mobil, pc/mac, Apple TV og Hbb TV.
Men Android TV har glimtet ved sit fravær lige siden.
Nu behøver brugere af Android TV ikke vente længere på at få den dedikeret app til streamingtjenesten, der hver uge bruges af 43 procent af danskerne.
"DRTV er et helt centralt element i DR’s digitale strategi, hvor DRTV på lige fod med DR1 er en hovedindgang til DR’s indhold. Målet er - i den grad det er muligt - at være til stede på de platforme, hvor brugerne er. Derfor har vi udviklet DRTV til Android TV også," lyder det fra Mikkel Müller, CIO i DR, i en meddelelse fra DR.
I første omgang er appen lanceret i en betaversion, og Android TV understøttes af flere typer fjernsyn og tv-bokse.
Det er blandt andet Sony TV med Android, Philips TV med Android og B&O TV med Android.
Beder brugerne om hjælp
I begyndelsen af foråret varslede Mikkel Müller i et interview med Computerworld, at lanceringen af den nye app til Android TV var det helt store projekt for DRTV på denne side af sommerferien.
"Vi er også ved at udvikle en dedikeret app til Android TV. Der er en app til Apple TV. Appen til Android TV er det helt store i det første halve år," sagde Mikkel Müller ved den lejlighed.
Det kan du læse mere om her: DRTV lover bedre billedkvalitet end på flow-tv til sommer: Disse forbedringer er på vej til den nye streamingtjeneste
Den app er altså klar nu.
"DRTV er et streamingtilbud i løbende udvikling, og vi arbejder på at gøre DRTV til så god en brugeroplevelse som muligt. Her er vi meget opmærksomme på brugernes tilbagemeldinger, input og forslag. Vi er selvfølgelig nødt til at prioritere, men i takt med at streaming på store skærme bliver mere og mere udbredt, har vi også modtaget flere ønsker om DRTV til Android TV, så det er vi glade for at imødekomme nu," lyder det videre fra Mikkel Müller.
Da appen kun er lanceret i en betaversion, beder DR-CIO'en derfor bruger om hjælp til input igen.
"Konceptet med at tilbyde en næsten færdigudviklet app til brugerne for at få deres input til den endelige løsning fungerer godt. Der er ingen tvivl om, at brugernes input er meget værdifulde for os," lyder det fra Mikkel Müller.
Brugerne af DRTV-appen på Android TV kan dermed fra dags dato være med til at teste den endnu ikke helt færdige version af DRTV til Android TV.
Endelig version klar til sommer
Justeringerne af appen vil stå på den næste måneds tid.
Den endelige version forventes klar i løbet af sommeren.
"Vi kommer den næste måned til at justere og fejlrette Android TV-versionen af DRTV ud fra brugernes feedback. Vi ved dog, at brugerne er vant til, at vi løbende opdaterer og nogle gange måske slet ikke lægger mærke til det," lyder det fra Mikkel Müller, der fortsætter:
"Siden lanceringen af DRTV i november har vi nemlig haft ret mange mindre opdateringer på de forskellige platforme med nye funktioner, og vi har også rettet flere ting, så vi arbejder altså kontinuerligt med forbedring af DR’s streamingtilbud DRTV."