Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for skribentens synspunkter.
Efter et par måneder, hvor vi er blevet bedt om at opføre os som en mellemting mellem en normal jyde (ingen krammere, afstand til andre, se ned, når man passerer andre, lav social interaktion) og en normal amerikaner (høflighed i køen i supermarkedet, holde tilbage for folk, der skal gennem en dør, hilse på folk man passerer), er mange ved at være møre.
Nogle eksempler, opdelt i grader af panik, er på sin plads:
Panikniveau 1
Det giver sig udslag i højlydt jamren over manglende, daglig kontakt med butikker i storcentre og vanvittige indlæg i pressen, hvor man “undrer sig” over dit og dat med henvisning til “retfærdighed” (“Kan det være rimeligt, at A må, når B ikke må?”).
Konspirationsteorier florerer blandt ellers normale mennesker. Borgere, der til dagligt stemmer på f.eks. Dansk Fjolleparti, dvs. er data-resistente, er pludselig interessede i frigivelsen af data fra myndighederne. WTF?!
Panikniveau 2
Småbørnsforældre, der har brugt en stor del af Coronadagene på hjemmeskol… undskyld: på at være mere sammen med deres b…. Jeg mener: på at prøve at gemme sig for deres børn, nærmest smed de små poder op på bagagebæreren og ræsede mod institutionerne for at aflevere dem, da der blev åbnet på klem.
De klagede højlydt over, at det kun var halvtids. Hvorefter de returnerede til deres hjemmearbejdsplads.
En lærer berettede i øvrigt for ganske nyligt for mig, at i en 0’-klasse, som hun har til dagligt, har et par af drengene opfundet en Coronaleg: En af ungerne er Coronaen. Så skal vedkommende fange en af de andre. Nu har de så begge Corona og skal hver fange én osv., indtil alle har Corona. Og repeat. Fantastisk. The Kids Will Be Alright.
Panikniveau 3
Så er der hele den der ting med fodbold og lignende. Man KAN simpelthen ikke længere undvære arrangementer, hvor tusindvis af borgere iagttager en snes andre borgere løbe rundt og være småvoldelige og kontaktsøgende - i stedet for omvendt, så alle fik motion, som Baden-Powell påpegede for mange år siden.
Ja, ja, jeg ved godt, at man kan drikke øl imens. Men alligevel.
De vanvittigt gode nyheder!
MEN: Jeg glæder mig over noget helt andet. Eller rettere: Jeg håber på noget helt andet. En Post-Corona (PC) happy ending.
Jeg beder nemlig til, at madbuffeter og storrumskontorer (de minder lidt om hinanden, set fra ledelsens synspunkt) får et skud for boven, nu hvor hensynet til folks helbred prioriteres.
Jeg kommer personligt ikke til at savne køen ved buffeten og det faktum, at man ikke aner, hvad der kommer af pålæg, før man skal vælge brød og smør eller fedt - og altid ender med at mokke karrysild op ved siden af leverdrengen fra Stryknin for at få plads til Den Gyldne Fisk med masser af remoulade ...
Det viste sig ved et buffet-forsøg forleden, at efter 30 minutter havde samtlige 10 gæster smittestof på hænder og tre af dem i ansigtet, så mon ikke Warren er den eneste Buffet efter dette?
Det bliver nok heller ikke HELT så cool for boss-manden at storme gennem storrumskontoret med en hækbølge af besøgende for stolt at vise dem, at galejslaverne er SÅ fint arrangeret i rækker og kolonner efter det princip, der i Albertslunds tidlige dage kaldtes tæt-lav.
At kunne pakke de (højt skattede! Det må vi ikke glemme! Højt skattede!) medarbejdere lige så tæt som i servicecentrene i Asien (og få en tam HR-dims til at forsvare det med nogle floskler) vil bare være pinligt.
Hækbølgen vil stå - med sikker afstand - og kigge med fiskeøjne på bossmanden og HR-dimsen, mens de leder efter en spand med håndsprit.
De, der har råd og mod til det, vil indføre afstand mellem bordene, farvede gulvtæpper til markering af zoner, plexiglas på tre sider af bordene, papirmåtter på skrivebordene, der smides ud, når man går hjem (forretningsidé: Lav en business ud af at levere glade papirmåtter til virksomhederne med opmuntrende slagord fra ledelsen), krav om BYOD (Bring Your Own Devices), retningspile for færden i rummene, masser af håndsprit, ingen thekøkkener, minimal brug af elevatorer, tvungen hjemmearbejde ved mindste tegn på sygdom, osv osv osv.
Folk vil altså få fred til at arbejde. Det vil blive muligt at bruge musen uden at vælte naboens familiebillede.
Plexiglasruderne på tre sider af bordet vil muliggøre telefonsamtaler med normal stemmeføring. KORS (Kontrol- Og Registrerings-Systemer) vil blive kigget efter i sømmene af et stort, seriøst udvalg med eksterne konsulenter - og derefter afskaffet.
Det nye motto bliver: “Hvem kan sejle foruden ROR (Ro, Orden og Renlighed)?”
De, der ikke har råd ... eller mod, til dette vil virke lidt pinlige ved jobsamtalerne og kundepræsentationerne. Second-class. Ligeglade med deres “vigtigste aktiv”.
Alt dette betyder, at man enten skal betale meget mere i husleje eller lade folk arbejde hjemme to-tre dage om ugen og en eller to dage på kontoret.
Jeg mener personligt, at dette er en fin lejlighed til at overgå til firedagsuge/30 timer - produktiviteten påvirkes ikke negativt af det. Og da slet ikke, hvis folk fortsat kan gå til lægen via videolinks i stedet for at skulle tage hele dagen fri.
Der bliver også frigjort rigtig meget tid på grund af forbuddet mod at besøge de gamle på plejehjemmene. Disse ting tilsammen gør det pludselig interessant at flytte ud fra byerne, i øvrigt. Karantæne med græsplæne er bedre end karantæne med altan.
Fun Fact: En fortrolig oplysning fra en person, der har arbejdet på den slags steder i mange år: 90procent af de indsatte er ikke glade for familiebesøgene, mest fordi deres børn lider af dårlig samvittighed eller skal have rettet op på noget fra barndommen - og det eksternaliserer de så ved at bede personalet om alle mulige særlige tiltage for netop deres mor eller far. Med det resultat, at Fru Sørensen meget mod sin vilje hver dag rulles udenfor og stilles i solen.
Tilbage til storrumsgalejerne: Med lidt held vil de stærke bikse a la McKinseloitte, NNitcompany, IBMicrosoft og StyrelsenForStatensDigUFST indføre menneskelige forhold i storrummene.
Fint nok. It took a pandemic. Bedre sen(d)t end aldrig, som de siger i IKEA’s postordreafdeling.
OrganisationsForandringsÆndringer
Men hvad med organisationerne i sig selv? Se, her bliver det interessant, særligt når vi kigger på jobkategorierne PC (Post-Corona).
Lad os kigge på nye jobs, ændrede jobs og jobs, der måske forsvinder:
Nye jobs
Influenzers ved, hvordan man arrangerer og organiserer sig i ægte PC-bikse aka hvordan man viser god PC-stil (se afsnittet ovenfor om ny indretning af storrum) og beskytter medarbejderne mod smitte.
De er eksperter i influenza og anden virus og har samme magt, indflydelse og adgang til afmagtens korridor som solutionarkitekterne og intern revision.
HR-folk vil stå i kø (med afstand) hele vejen fra chefkontoret til det afspærrede snack-rum for at blive influenzere.
Titlen Spritter kommer endelig til ære og værdighed. De skal spritte skriveborde, håndtag, elevatorer, kantiner, mødelokaler, delebiler, printere og mange andre ting af. De vil i sandhed være de reneste af de rene.
Ændrede jobs
Fedterøven. Det er den person, der pudsigt nok er lige i nærheden af udgangsdøren fra whiteboardmødelokalet, når mødet er ved at være slut. Den person, der altid liiiige skal slentre hen og sige noget beåndet, når chefen stopper for at tale med en slave på storrumsgalejen.
PC-fedterøven skal fedte på distancen og det kræver nye skills. At flashe, signalere med kroppens forskellige dele og komme med kvikke bemærkninger er bare ikke det samme på et Zoommøde med 42 deltagere.
Truede jobs
Foreningsmængden af Ledere Uden Ledelsesansvar (LUL) og Uformelle Ledere (UL) - tilsammen LULUL - kan meget vel gå mod Den Tomme Mængde Ø i Post-Corona-tiden.
Mange virksomheder smider i disse dage Coronakortet og strammer op i organisationsdiagrammet. Den såkaldte PC-Justering kan blive ganske omfattende og kaskadende, efterhånden som man opdager, hvad det betyder for luft og lys i lokalerne, når man fjerner de organisatoriske rockwoollag.
Ja, og hvad fjernelse af organisatoriske fedtlag betyder for agiliteten - en ting, som Fitness-generationen burde have anet for længst. Det er et kæmpe paradoks, at netop folkene i fedtlaget er så slanke, velholdte og spændstige udadtil. Lean, Mean & Clean.
Jeg frygter også, at ugekurserne med indkvartering for LULUL’erne, som DJØF og IDA afholder, bare ikke er det samme, når de afholdes remote og de empaterende samtaler kursisterne imellem i pauserne og baren forsvinder.
Selve idéen med at afholde lederkurser for folk uden hverken formelt eller uformelt ledelsesansvar, var og er iøvrigt genial - markedet er jo kæmpestort. Kudos for dén idé. Findes ikke i andre lande. Ægte dansk.
Her er tilfældigvis en artikel fra 2009, som jeg finder frem et par gange om året og genlæser:
https://www.information.dk/debat/2009/02/hvorfor-al-ledelse-paa-grund-ledelsen
Men allerallermest truet som dyreart er Den Anale Leder (DAL), der ikke tør slippe sine slaver af syne. Ham, der insisterer på, at alle skal sidde på kontoret hver dag. Hende, der lige deltager i et teammøde for at prøve at finde ud af, hvad folkene laver. Ham, der er interesseret i tastaturovervågningsrapporteringssoftware til sine medarbejdere for at hjælpe dem med at blive ENDNU bedre og lykkeligere i Verdens Bedste Firma. I kender dem.
Jeg lover jer, at der i disse dage kigges rigtigt grundigt på lederes evner til at lede på distancen, dvs. kunne bevare overblik, motivere og lede.
Flere gange siden lockdown har IT-folk kigget på mig og sagt noget henad “Men sådan har vi jo altid arbejdet”, og de har ret. Fordi vi IT-folk ret hurtigt fandt ud af, at Internettet var opfundet.
Hvis nogle flagermus og et ulækkert fiskemarked i Kina kan give mange andre borgere muligheden for at arbejde som om vi havde internet, og neutralisere de dermed skånselsløst eksponerede fitness-, rockwool og fedtlag, så er meget vundet.
Jeg krydser fingre og brugte selvfølgelig Store Bededag til at ønske mig en bedre fremtid for os alle. Måske I andre kan hjælpe lidt til på Kristi Himmelfarsdag og i Pinsen?
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.