Artikel top billede

Et af verdens største container-rederier ramt af muligt hacker-angreb

Et af verdens største container-rederier er ramt af nedbrud, der måske kan skyldes et hacker-angreb, som ramte selskabet for flere dage siden.

Det schweiziske container-rederi MSC - Mediterranean Shipping Company - er i knæ, efter selskabet i påsken blev ramt af et hackerangreb, der lukkede flere it-systemer ned.

Tirsdag er selskabet website på msc.com fortsat nede, og besøgende mødes af et skilt med en kortfattet besked om, at der udføres ‘udvidet vedligeholdelse’ [‘extended maintenance,’ red] på sitet.

MSC er blandt verdens største container-rederier og har 471 container-fartøjer under sit flag og 28.000 medarbejdere.

I alt omsætter selskabet for små 50 milliarder kroner om året.

MSC har i påsken en række meldinger på LinkedIn meddelt, at nedbruddet alene har ramt hovedkvarteret i Geneve i Schweiz, og at det er begrænset til en enkelt af selskabets servere, der anvendes til at drifte msc.com og MyMSC.

Selskabet valgte omgående at lukke ned for alle serverne i hovedkvarteret, da nedbruddet ramte som ‘en sikkerheds-foranstaltning,’ lyder det i en af beskederne.

Mandag meddelte MSC, at der var sket ‘signifikant fremskridt’ i arbejdet med at løse problemet.

“Vi tror på, at problemet med netværks-nedbruddet snart er løst,” hed det her.

Selskabet er meget sparsom med oplysninger om, hvorfor serveren er gået ned.

“På nuværende tidspunkt kan vi ikke helt udelukke muligheden for malware, men vi kan bekræfte, at vores agenturer i hele verden fortsat er i drift. Vi arbejder mod fuld gendannelse hurtigst muligt,” lyder det fra MSC.

Selskabet meddeler, at kontorer og havneterminaler ikke har været ramt af nedbruddet.

Det er nogle år siden, at danske A.P. Møller-Mærsk blev lagt ned af det store NotPetya-malware-angreb.

Det kan du læse mere om her: For et år siden rystede giftig virus A.P. Møller-Mærsk: Her er it-direktør Tom Christensens historie om angrebet - time for time

Læs også:

CFCS advarer mod høj risiko for hackerangreb i søfartssektoren: Fremmede stater har interesse i at spionere på danske virksomheder