En række tidligere Apple-ansatte og eksperter i forsyningskæder, vurderer nu, at der er en stor risiko for, at Apples iPhone-produktion kan blive ramt af forsinkelser på grund af udbruddet af coronavirussen Covid-19.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Konsekvensen kan i værste fald være, at den næste generation af iPhonen, som ventes at blive Apples første 5G-telefon ikke som vanligt vil være klar til lancering i september.
En konsekvens der langt fra er ubetydeligt for Apple, hvis status som et af verdens mest værdifulde selskaber i høj grad er bundet op på netop iPhonen.
For selvom masseproduktionen af iPhones som regel først påbegyndes i løbet af sommeren, så er der ifølge Reuters normalvis allerede travlhed hos Apples kinesiske leverandører i løbet af årets første måneder.
Her er Apples tidsplan
Kilder oplyser til Reuters, at Apple i perioden efter afslutningen af det kinesiske nytår i januar begynder processen, hvor de første af prototyperne skal forvandles til en endelig version, som kan sendes i masseproduktion.
Derfor er de første produktionsbånd i gang allerede i årets første måneder, hvor Apple og de kinesiske Foxconn-fabrikker producerer de første tidlige version af telefonerne, og tester hvad der kan lade sig gøre.
Ifølge Reuters oplysninger fortsætter processen med at gøre produktionsbåndene i løbet af marts og april, hvor der bliver foretaget prøvekørsler.
De sidste justeringer af produktionen foregår i april og maj. Her er målet, at produktionen skal være klar til at gå i gang i løbet af juni.
Læs også: Apple lukker alle sine butikker i Kina på grund af virusudbrud
Har Apple ingeniører i Kina?
En anonym tidligere Apple-ansat siger til Reuters, at vedkommende derfor forventer, at Apple allerede nu har produktionsbånd kørende, men vedkommende stiller samtidig følgende spørgmsål:
”Er Apples ingeniører sammen med Foxconn-ingeniørerne nu? Hvis de er, så sker der sandsynligvis fremskridt, men hvis de ikke er i karantæne, så kan være dårligt nyt.”
Eksperter i globale forsyningskæder vurderer over for Reuters, at Apple fortsat har tid til at til sikre, at iPhone-produktionen følger planen. De vurderer også at de mange rejserestriktioner udgør en forhindring, fordi det kan betyde, at Apple-folk ikke kan være i direkte kontakt med de kinesiske leverandører.
En tidligere Apple-ansat ved navn Anna-Katrina Sheldetsky siger til Reuters, at denne form for samarbejde på produktionsstederne er helt afgørende, når nye produkter skal sættes i søen
”Du kan naturligvis flyve ingeniørerne et andet sted hen, men det handler også om at have viden, om hvordan du producerer produkterne i de rette mijløer. Det er ikke, fordi du ikke kan lære det, men det er en ting, som det er problematisk at flytte rundt på,” siger hun.
Apple meddelte allerede tidligere på måneden, at selskabet nedjusterer sine økonomiske forventninger i indeværende kvartal, fordi selskabet forventer, at coronavirussen vil få konsekvenser for selskabet produktionskapacitet.
Læs også: Apple udsender varsel: Nedjusterer forventninger på grund af coronavirus