Tilbage i 2013, hvor unicorn-begrebet for alvor opstod, fandtes der 40 selskaber verden over, der var mere end én milliard dollar værd.
Nu, syv år senere, er tallet steget til omkring 600, hvilket er 15 gange mere end i 2013.
Det viser en opgørelse fra LearnBonds.com.
Den mest fremtrædende industri er it, hvor størstedelen af verdens unicorn-selskaber i dag beskæftiger sig med teknologi eller telekommunikation.
Der findes i dag mere end 140 privatejede startups, som fokuserer på software og teknologi, der har opnået en værdiansættelse på over en milliard dollar - eller hvad der svarer til 6,8 milliarder kroner.
Den andenstørste kategori er en blanding af selskaber inden for finans, forsikring og ejendomsmarkedet. Her lød optællingen i januar 2020 på 110 unicorn-selskaber.
På tredjepladsen kommer transport- og logistikselskaberne. Dem var der 87 af i begyndelsen af året.
Kinesisk fintech-selskab tager førstepladsen
Det unicorn-selskab, der i øjeblikket står inde med den højeste værdiansættelse, er det kinesiske fintech-selskab Ant Financial, der har en værdi på 125 milliarder dollar - eller 861 milliarder kroner.
LearnBonds har lagt værdiansættelserne sammen for de ti mest værdifulde unicorns i øjeblikket. Her lander det svimlende tal på 546 milliarder dollar - eller 3.764 milliarder kroner.
Læs også: Kina overhaler USA: Sådan er klodens største it-startups fordelt
Verdens næstmest værdifulde unicorn er i øjeblikket kinesiske ByteDance. Det kinesiske selskab står bag den populære video-app kaldet TikTok. Her hedder værdiansættelsen på 75 millairder dollar - 517 milliarder kroner.
Opgørelsen viser også, at 85 procent af verdens unicorn-selskaber enten ligger i USA eller Kina. Mere præcis er 269 fra USA og 262 fra Asien.