USA har længe beskyldt Huawei for at samarbejde med den kinesiske regering.
Det har Huawei gentagne gange afvist.
Men den tyske avis Handelsblatt hævder, at den tyske regering har fået beviser på, at Huawei har samarbejdet med Kinas efterretningsmyndigheder.
Beviserne er fremskaffet af USA, der har sendt dem til Tyskland.
Avisen underbygger oplysningerne ved at citere følgende passage fra et fortroligt dokument i det tyske udenrigsministerium.
"I slutningen af 2019 blev der fra USA videregivet efterretninger om, at Huawei bevisligt har samarbejdet med Kinas efterretningsmyndigheder," fremgår det af citatet.
Ifølge avisen omtaler det tyske udenrigsministerium dokumentet som en "smoking gun" med henvisning til, at USA gentagne gange har beskyldt den kinesiske it-gigant for at samarbejde med den kinesiske regering.
Dokumentet bruges til at fremhæve, at kinesiske selskaber ikke kan bruges som sikre partnere til at bygge fremtidens 5G-infrastruktur i landet.
Læs også: Huaweis danske direktør jubler over grønt 5G-lys fra Storbritannien - USA raser
Huawei afviser beskyldningerne
Lige så ofte som USA har beskyldt Huawei for at samarbejde med den kinesiske regering, har Huawei kategorisk afvist beskyldningerne.
Det sker også denne gang.
"Huawei Technologies har aldrig og vil aldrig gøre noget for at kompromittere netværks- og datasikkerheden for selskabets kunder. Artiklen fra Handelsblatt gentager gamle, ubegrundede beskyldninger uden overhovedet at fremlægge konkrete beviset," lyder det i en kommentar fra Huawei til det internationale nyhedsbureau Reuters.
Den tyske regering har ikke kommenteret sagen.
Læs også: Storbritannien giver grønt lys til Huawei - selskabet får dog begrænset 5G-rolle