Godmorgen til torsdagens morgen-briefing, hvor vi som altid indleder dagens med et it-nyhedsoverblik.
Vi begynder hos IT Branchen, der sluttede 2019 af med at skifte ud på direktørposten.
IT-Branchen: Danmark kan blive en bæredygtig it-pioner
18. december satte Natasha Friis Saxberg sig i spidsen for IT-Branchen. Hun vil gerne bruge den nye rolle til at fremhæve it-branchen som en vigtig spiller i den grønne omstilling.
Det skriver Dagbladet Børsen.
Faktisk mener hun, at Danmark kan blive en bæredygtig it-pioner, og det rækker langt ud over alene at se på it-branchen.
"Min egen ambition er, at vi skal gøre Danmark til en pioner inden for bæredygtige løsninger. Teknologi er fundamentet for, at vi når dertil," siger Natascha Friis Saxberg til avisen.
Hun mener, at Danmark står på tærsklen til at skabe et helt nyt og bæredygtigt samfund.
Italien lægger skat på internettet
Den italienske regering fik en sejr igennem landets senat, da det lykkedes at få vedtaget finanslov for 2020.
Det nye budget for Italien indeholder en række nye skatter - blandt andet en ny skat på internet, skriver Ritzau.
Skatten kommer som en konsekvens af landets høje gæld, og skal derfor anvendes til at kradse flere penge ind for at dække det store statsunderskud.
Det er uvist, hvordan en skat på internet præcis skal skrues sammen, men budgettet har ifølge Ritzau være kontroversielt, fordi det kommer til at blive dyrere for italienerne.
Netflix klar med 123 milliarder kroner til nyt indhold
Den amerikanske streaming-gigant er klar med et trecifret milliardbeløb, der skal bruges på nye film og serie til selskabets millioner af brugere.
Mere præcist har selskabet forberedt 123,5 milliarder kroner til at producere nyt indhold i 2020.
Det skriver erhvervsmediet Finans.
Budgettet til nye produktioner er dermed mere end dobbelt så stort som den næststørste streaming-tjeneste, Amazon.
Der er dog også grund til at investere i markedet, hvis Netflix vil fastholde sin førsteplads.
Både Disney og Warner Bros. er på vej ind på streamingmarkedet med tjenesterne Disney+ og HBO Max.
Telia genanvender 12.000 mobiltelefoner: Apple sidder tung på gamle telefoner
Sidste år lancerede teleselskabet Telia et genanvendelsesprogram, der gav kunder mulighed for at aflevere deres gamle mobiltelefoner.
Det benyttede mere end 12.000 danskere sig af, hvis brugte telefoner enten blev repareret, gensolgt eller skilt ad, som del af en indsats for at mindske mængden af elektronikaffald.
Fordelingen af de telefoner, der blev indleveret viser, at Apple sidder tungt på det danske marked. Alle telefoner på top-10 er nemlig gamle iPhone-modeller, med iPhone 4S på førstepladsen.
- Apple iPhone 4S
- Apple iPhone 5S
- Apple iPhone 4
- Apple iPhone 6
- Apple iPhone 7
- Apple iPhone 6S
- Apple iPhone 5
- Apple iPhone SE
- Apple iPhone 8
- Apple iPhone 7 Plus
Bitcoin er blevet populær efter storpolitisk uro
Verdens investorer har endnu engang fået øjnene op for den digitale kryptovaluta bitcoin.
Det sker efter der er kommet politisk uro mellem Iran og USA, der har fået flere andre investeringer til at dykke.
Efter drabet på den iranske general Qasem Soleimani er prisen for den digitale valuta steget med næsten 20 procent, skriver Ritzau.
De politiske usikkerheder er nemlig med til at skubbe investorerne mod mindre risikable investeringer, og åbenbart også den ellers meget risikable bitcoin.
Det betyder dog ikke, at vi skal regne med, at Bitcoin bliver ved med at være en god placering til familiens formue.
"Bitcoin lever af den geopolitiske usikkerhed og handelskrigen mellem
USA og Kina. Hvis man er positiv over for bitcoin, så skal man også være meget negativ omkring det geopolitiske billede i verden," siger Andreas Steno Larsen valutastrateg hos Nordea til nyhedsbureauet.
Kunstig intelligens skal hjælpe patienter med hjertestop
Sammen med Alexandra Instituttet har Rigshospitalet udviklet en ny algoritme, der skal hjælpe med at gøre behandlingen af patienter med blodpropper endnu bedre.
Ved hjælp af kunstig intelligens kan hospitalet indsamle en række data, fra de første timer efter patienten er blevet indlagt, som bliver analyseret med det samme.
Og netop de første timer efter indlæggelsen er kritiske, lyder det fra Rigshospitalets hjerteafdeling.
“Vi har en god fornemmelse af, hvilke fysiske forhold der afgør, om folk dør. Vores modeller er blevet mere og mere sofistikerede, og vi har fået maskinkraft og datamængder, der gør, at vi kan opstille risikomodeller, der tager højde for mange forskellige parametre," siger Dan Eik Høfsten, overlæge på Rigshospitalets hjerteafdeling i en pressemeddelelse.
"Men de klassiske statistiske modeller er også begrænset af, at de oftest antager, at hver parameter er uafhængig af hinanden, og har samme betydning for alle patienter. Med maskinlæring har vi mulighed for at kombinere variable på mange forskellige måder og dermed tage højde for, hvordan de mange forskellige parametre påvirker hinanden indbyrdes.”