Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for skribentens synspunkter.
Du har sandsynligvis din egen historie. For mig skete det cirka sådan her: Jeg var ude at spise med min kæreste på en pænere restaurant på Manhatten (heldigvis ikke vores første middag), da tjeneren diskret henvender sig med det betalingskort, jeg netop havde afleveret og hvisker ”sir, det bliver desværre afvist”.
Efter et par yderligere forsøg må min kæreste hive pungen op af tasken og betale.
Brandirriterende, for der var rigelig dækning på kontoen, men en oplevelse, som vi er mange, der udsættes for, fordi vores banker og kortudbydere reelt forsøger at passe på vores penge. Hvilket jeg i øvrigt sætter enormt stor pris på.
Lige som en del vil genkende situationen, hvor man får kortet afvist i en dansk butik, fordi samme kortinfo tilsyneladende var i brug kort tid før under eksotiske himmelstrøg.
Organiserede og kreative kriminelle
Svindel med kreditkortoplysninger, som enten er høstet digitalt via en datalæk eller fralokket ejeren via et telefonopkald eller e-mail fra en svindler, er i astronomisk vækst og ændrer hele tiden karakter.
For nylig måtte Head of Digital Fraud, Intelligence & Research hos Nets Group, Sune Gabelgård, igen advare mod falske opkald fra svindlere, der påstår at ringe fra kundernes egen bank og som lokker brugerne til at aflevere Nets’ engangs-kode til registrering af et kreditkort – som de forinden har sikret sig detaljerne om.
Sune Gabelgård og hans team af dataanalytikere, som konstant knokler på at optrevle den stærkt organiserede kriminalitet bag kortsvindel, må konstatere, at svindlere er ubehageligt kreative og ressourcestærke – såvel som hurtige til at ændre metodik, når de bremses i deres forehavender.
Derfor var jeg også helt sikker i min sag, da jeg – nogle timer FØR det famøse restaurantbesøg - blev ringet op af en person, der på engelsk med accent påstod at være fra min kortudbyder og ønskede at hjælpe med at løse et problem, han kunne se med min kreditramme hvis jeg blot først gav ham nogle meget personlige oplysninger. Nej tak!
Jeg afviste pænt ”hjælpen”. Men - dét opkald var faktisk reelt nok.
Hvem skal man stole på?
I forbindelse med mit udlandsophold havde udgifter til fly, hotel og forplejning gjort, at mit loft for udenlandske betalinger var nået på et par dage. Erfarede jeg så, da jeg noget frustreret, stod på gaden foran restauranten og ringede til min kortudbyder.
Det kan være svært at gøre det rigtige, når svindlerne påtager sig falske identiteter og udgiver sig for autoriteter fra både finansielle virksomheder og myndigheder i forsøget på at franarre os vores hårdt tjente penge.
Men det må være den opgave, som sikkerhedsteams og kundeservicespecialister sammen må påtage sig som innovationsprojekt, så brugervenlighed og sikkerhed kan gå hånd i hånd.
Et simpelt løsningsforslag kunne i mit tilfælde måske være, at jeg fik en sms alert om, at mit kreditloft var ved at være nået og jeg ville skulle logge på min netbank med NemID for at bede om at få det hævet og samtidig bekræfte, at jeg var rejst udenlands.
Eller en tilsvarende løsning som omfavner såvel sikkerhed som convenience, for jeg er ved gud glad for at nogen passer på mine penge.
Data-analyse og kunstig intelligens er nogle af de vigtigste våben mod digital svindel, hvad enten det gælder kortsvindel eller hvidvask.
Nu mangler vi dén komponent, som binder det vigtige arbejde sammen med vores kundeoplevelse.
Måske er en kombination af værktøjer til bekæmpelse af økonomisk kriminalitet og customer intelligence vejen og måske skal vi tænke blockchain-teknologi ind.
Men når jeg tænker tilbage er konklusionen for mig klar. Sikkerhed kommer før bekvemmelighed, selv om jeg gerne ser dem kombineret.
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.