Godmorgen. Her har du Computerworlds morgen-briefing, der i dag er udsendt direkte til dig fra et hjemmekontor i midten af København.
Dagens hurtige nyhedsfix er sat sammen af din morgenvært, Alexander Haslund.
Lad os kommer i gang.
Fem forskere fra IT-Universitet modtager 15 millioner fra forskningsfond
Danmarks Fri Forskningsfond har sendt knap 15 millioner kroner i forskningsstøtte afsted til fem forskere fra IT-Universitetet i København.
Hver af forskerne har modtaget en bevilling på 2,9 millioner kroner til deres forskningsprojekter, skriver IT-Universitetet på sin hjemmeside.
I overskrifter tæller forskningsområderne: maskinlæring til sprogforståelse, smart contracts, detaljeret data om luftkvalitet, kunstig intelligens til at opdage misinformation på andre sprog samt bedre generalisering med kunstig intelligens.
Danmarks Frie Forskningsfond giver årligt omkring 400 bevillinger til forskningsprojekter for et samlet beløb på knap én milliard kroner.
Tim Cook skal være formand for advisory board hos kinesisk universitet
Apples administrerende direktør Tim Cook er blevet udnævnt til formand for et advisory board hos den kinesiske handelsskole Tsinghua University School of Economics and Management.
Det skriver Zdnet.
Den kinesiske handelsskole med base i Beijing har adgang til særdeles god rådgivning, når man kigger ned over listen af medlemmer i det rådgivende udvalg.
Foruden Tim Cook har udvalget i løbet af 2018 og 2019 bestået af prominente navne som Alibaba-grundlægger Jack Ma, Tencent-grundlægger Pony Ma, Facebooks CEO Mark Zuckerberg, Teslas CEO Elon Musk og Softbank-formand Masayoshi Son.
Ifølge mediet South Morning China Post kan Tim Cooks nye fremtrædende rolle bruges til at give adgang til topkinesiske ledere på et tidspunkt, hvor iPhone-producenten står over for udfordringer knyttet til produktion og omsætning i Kina.
VM i iværksætteri begynder på næste tirsdag i København
København lægger tirsdag 29. oktober og frem til 1. november scenen for University Startup World Cup.
Her besøger 40 iværksætter-hold fra universiteter verden over CBS og DTU for at deltage i, hvad man kan kalde VM i iværksætteri.
Det oplyser non-profit-organisationen Venture Cup, der står bag turneringen, til Computerworld.
I år skal der være fokus på FN's Verdensmål.
"Vi har valgt at fokusere på FN’s Verdensmål, fordi vi ikke kan overskue konsekvenserne af ikke at møde målene. Heldigvis er det også et fokus, der går igen hos mange unge iværksættere, og da vi mener, at teknologi og viden skal være med til at løse udfordringerne, vil vi gerne fejre og hylde nye initiativer, samt motivere unge studerende til at gøre en forskel," lyder fra Morten Ugelvig Andersen, CEO i Venture Cup.
Idéerne spænder vidt og med forskellige grad af teknologisk kreativitet.
Fra droner til at udføre leverancer af humanitær bistand, kunstige knogler og ledbånd lavet af silkeprotein, genbrug af motorcykler til elektriske køretøjer, lupin-bønner som alternativ til sojabønner og fremstilling af grønt kul fra landbrugsaffald.
Der er fem danske universitets-startups med i år: Blue Lobster (CBS/KU), Dianox (ITU), Paragit Solutions (DTU), SDU Eagles (SDU) og Viobac (KU).
Vinderen bliver kåret 1. november.
SAP-rekrutteringshus modtager 100.000 kroner til AI-projekt
Den østjyske rekrutteringsvirksomhed IT Optimiser med fokus på SAP-kompetencer har netop modtaget 100.000 kroner af SMV-digital og Erhvervsstyrelsen til udvikling af en algoritme og kunstig intelligens i virksomheden.
Det oplyser IT Optimiser i en meddelelse til Computerworld.
Pengene skal bruges til at udvikle en algoritme, der skal hjælpe med at finde det rette match mellem kundens behov og SAP-specialisternes kompetencer.
"Hos IT Optimiser har vi læst mere end 20.000 CV’er for SAP-specialister, som i dag skal igennem en subjektiv og manuel proces for at afdække om kompetencerne matcher kundens behov. Denne proces vil vi nu se, om vi kan digitalisere via udviklingen af software og en algoritme, der skal kunne læse CV’erne og fremhæve de egnede specialister til et projekt eller en stilling," lyder det fra Bo Telén Andersen, partner hos IT Optimiser, i meddelelsen.
SMV:Digital er et program på i alt 18,1 millioner kroner i 2020. Puljen er øremærket til små og mellemstore virksomheder, der kan søge op til 100.000 kroner i tilskud til digitale projekter og privat rådgivning om digital omstilling eller automatisering.
Programmet løber i perioden 2018-2021.
Kæmpe budkrig om streamingrettighederne til South Park
Vi slutter onsdagens morgen-briefing i selskab med de amerikanske sorthumoristiske animationsfigurer Eric Cartman, Kenny McCormick, Kyle Broflovski og Stan Mash.
Der er nemlig ifølge Bloomberg lige nu en intens budkrig i gang blandt flere streaminggiganter om at erhverve sig rettighederne til den animerede tv-serie South Park.
Ifølge mediet er prisen nu oppe omkring 500 millioner dollars svarende til over tre milliarder kroner.
Prisen for de eksklusive rettigheder til hitserien fra 1997, der i alt omfatter 23 sæsoner og knap 300 afsnit, er nu så høj, at det er mere end det dobbelte af, hvad streamingtjenesten Hulu betalte for Sout Park-rettighederne for fire år siden.
Bloomberg beretter, at man går efter en aftale inden udgangen af 2019, men at der meget vel kan være en aftale på plads i weekenden.
Ifølge internethjernen, Wikipedia, bliver hvert eneste afsnit af South Park - på nær det første, der blev lavet ved hjælp af karton - produceret med brug af software, der efterligner den teknik, der blev brugt til det første afsnit.