Her er Japans billigste el-crossover til det danske marked
Den populære crossover-kategori i Danmark bliver snart sin første elbil-rigere, efter at Mazda denne uge løftede sløret for selskabets første elbil: Crossover-bilen Mazda MX-30.
Her vil selskabet byde på en lille SUV-lignende bil med 142 elektriske heste, krydret med atypiske detaljer, såsom ’selvmordsdøre’ bagerst, der åbner den modsatte vej end sædvanligt. En detalje, der kendetegner selskabets RX-8 sportscoupé.
Inde i kabinen vil MX-30 byde på plads til en familie på fem, moderne betjeningsløsninger samt utraditionelle materialer såsom genbrugskork.
Batteriet ombord er på 35,3 kW, hvilket skulle sikre op til 210 kilometer lange ture på en enkel opladning ifølge WLTP-normen. Derefter kan opladning foregå med op til adstadige 50 kWh.
På sigt vil rækkeviddes kunne forlænges ved at udstyre MX-30 med en unik Mazda-specialitet, en Wankel-motor, der skal drive en generator.
MX-30 vil ifølge FDM få en debutpris fra 253.000 kroner, når den debuterer i handlen i andet halvår 2020, hvilket kan gøre det til Danmarks billigste eldrevne crossover. Den titel kan dog trues af en prisreduktion til Hyundai Kona og dennes kommende konkurrenter som Peugeot e-2008 samt Seat El-born.
Den første model, den såkaldte ’First Edition’, vil samtidig få mere udstyr og en tilsvarende højere pris, lyder det.
Stærkt prissat grafikkort på vej fra Nvidia denne uge
Flere medier melder denne uge om, at amerikanske Nvidia snart slipper to prisvenlige grafikkort op til julesalget: Begynderkortet Geforce GTX 1650 Super samt den mere ambitiøse Geforce GTX 1660 Super.
Den 29. oktober kommer den første bølge fra selskabet, erfarer netmediet Videocardz, som skriver at et GTX 1660 Super vil dele chip og prisleje med GTX 1660, men vil være udstyret med næsten dobbelt så hurig GDDR6 RAM.
Debutprisen lyder på 229 amerikanske dollar, svarende til omkring 1.540 kroner før eventuelle afgifter.
Kortet bliver efterfulgt 22. november af den mere ydmyge GTX 1650 Super, som vil placere sig væsentligt højere end den enkle GTX 1650 med 40 procent flere CUDA-regnekerner ombord sammen med fire gb af den mere avancerede GDDR6 VRAM.
Læs også: Nvidias nyeste GTX 1660 kort beviser, at det igen er blevet interessant at købe grafikkort
Grønne nummerplader vil give elbiler særlige fordele
Særlige nummerplader til britiske elbiler, skal få de miljøvenlige køretøjer til at fremstå endnu mere grønne.
Det vil ske via et regeringsforslag, som vil gøre selve nummerpladerne på elbiler grønne, for at markere dem i trafikken eksempelvis zoner, hvor elbiler er fritaget for p-afgifter, skriver britiske BBC.
”Med indførslen af grønne nummerplader, vil lokale myndigheder få en brugbar visuel markør til at promovere brugen af nul-emissions køretøjer, eksempelvis ved at lade dem benytte busbaner eller betale mindre for p-pladser,” lyder det i forslaget.
Et lignende forsøg er allerede implementeret i den Canadiske provins Ontario, hvor det i følge mediet har bidraget til at få flere elbiler indregistreret.