Det kan være noget bøvl at gå på arbejde. Der er kolleger, der har meninger. Din chef har ikke sans for dine kvaliteter og har hovedet et andet sted. Dine omgivelser forstår dig ikke… I sådan en situation er powerpointen din allerbedste ven.
Så her kommer en hurtig guide til, hvordan du laver de bedste dræberpræsentationer – med størst effekt. Præsentationer, der får dig til at shine og sætter resten af organisationen skakmat.
Råd #1: Først og fremmest: Vær omhyggelig med at få skrevet alle de ord, du har tænkt dig at sige, ned på selve powerpointen. Det er en stor hjælp, hvis du ikke kan huske, hvad du skal sige. Så kan du bare læse op. Især hvis du ikke har så mange pointer til dagen, er det godt med noget solid tekst at støtte sig til.
Råd #2: Hvis du vælger at bruge bullets – det giver et professionelt touch - er det vigtigt, at du fylder hele sliden med bullets. Ellers ser den tom ud. Det indikerer også, at du ikke er gået ordentligt ned i detaljen, hvis du har for få bullets: Det er vigtigt at få det HELE med, når man har nye tilhørere, der skal ind i stoffet.
Råd #3: Hvis du har svært ved at få plads til det hele på en slide, sætter du bare fontstørrelsen ned. Hvis det er skrevet med små bogstaver, indikerer det, at det er vigtigt. Du ved: Ligesom det med små bogstaver i en kontrakt.
Råd #4: Pas på med at bruge for mange billeder. Det aktiverer hjernen, hvis der både er tekst og billeder. Hvis du er den kreative type, der insisterer på, at der også skal billeder med, kan du med fordel vælge billeder, der ikke overstimulerer din modtagers frontallapper: Vælg f.eks. gerne et billede med et vejskilt, hvor der står u-turn, eller et vejskilt, hvor der står Innovation. Og ellers er der altid nogle sjove små blå hoppemænd, du kan bruge. De falder i god jord og viser, at du har gjort dig umage.
Råd #5: Du kan også med fordel tjekke, om du har husket at få de vigtigste ord med i din præsentation: Agile processer, Best Practice, Brændende platform, CSR, Digitalisering, Disruption, Fail Fast, Forandringsledelse, Innovation, Kunden i centrum, Must win battles, Proaktiv, Strategisk fokus, Transformation, U-turn, Vinderstrategi. Du kender dem garanteret allerede. Især ordet agil er ret vigtigt at have med – så put det gerne på flere slides.
Råd #6: Hellere en slide for meget end en slide for lidt. Generelt er det en god tommelfingerregel aldrig at slette tekst eller hele slides fra en præsentation. En præsentation er altid bedst i fuld længde. Så er du sikker på, du får det hele med. Og at der er fokus på det, der er vigtigt.
Råd #7: Du skal endelig ikke øve præsentationen igennem. Det virker mere autentisk, hvis det er første gang du overvejer, hvad der skal siges til den enkelte slide.
Så nu handler det om at komme ud over stepperne og få booket et mødelokale. Få leveret din præsentation og nyde, at du er i kontrol. Nyd at du har styr på situationen: Dine kollegaer er i zombiemode – der hvor de er bedst.
Der er ingen spørgsmål. Og dvaletilstanden varer resten af dagen. Og dig selv: Du shiner. Du er on top. Du er dig, når du er bedst.