Smartphonen ifølge Google er nu ude i sin fjerde mundering: Google Pixel 4 og storebror Pixel 4 XL er begge inkarnationen af en topmobil ifølge søgegiganten.
Som i selskabets øvrige Pixel-telefoner leveres der en spritny version af Android-styresystemet og så tænkes nye funktioner og features ind, som kan inspirere og udfordre markedets øvrige mobilproducenter.
I Pixel 4 kollektionen er Google igen ude i det ærinde, men skruer for første gang i Pixel-seriens historie ned for priserne.
Herunder får du et overblik over de første indtryk af Pixel 4 kollektionen.
Underspillet ydre
Google har aldrig rykket synderligt ved grænserne for hvor meget elektronik eller hvor mange komponenter, der kan klemmes ned i de små smartphones.
I stedet satses der på snusfornuftigt vis at byde på gode komponenter i en rimelig pæn indpakning.
I år bydes der altså på enten 5,7 eller 6,3 tommer OLED-skærme med en småfed bjælke over, der huser alskens sensorer og kameraer – herunder en radar, der kan genkende specifikke håndbevægelser til at spole frem/tilbage i en sang, automatiske skrue ned for ringetonen, når hånden nærmer sig eller til at lege med den medfølgende Pokemon-baggrundstapet.
At montere en radar ved siden af selfiekameraet, vurderes af The Verges Dieter Bohn som en tvivlsom opgradering: ”Er det overhovedet nødvendigt? Mange af de effekter kan klares med en accelerometer eller et kamera – eller ved at berøre touch-skærmen,” påpeger han.
Der er dog kræset for selve displayet, som ifølge skærmspecialisterne fra Displaymate vurderes til karakteren 'A+', den højeste nogensinde.
XL-varianten får endda en skarp quad HD opløsning at arbejde med.
Det der dog er mest i øjenfaldende ifølge de første anmeldelser er selskabets ’Smooth Display,’ som opdaterer skærmen halvanden gange oftere end typisk: 90 Hz i alt, hvilket ifølge
En anden populær nyhed er Googles ’Ambient EQ’ - en feature der fungerer ligesom Apples ’TrueTone’ og tilpasser farvestikket på skærmen til lyset omkring en.
Smart-software
Google er blandt de internationale sværvægtere, når det gælder landvindinger indenfor kunstig intelligens og maskinlæring, hvilket ikke overraskende afspejler sig i Pixeltelefonerne.
Her rummer mobilen på et arsenal af AI-funktioner og AI-hardware til at gøre Pixel-livet smartere.
Det starter med en ny, dedikeret neural-chip døbt ’Neural Core,’ som integrerer mange af funktionerne fra sidste års ’Visual Core’ og bygger en ny version af Googles stemmestyrede ’Assistant’ ombord.
Den nye ’Assistant’ markerer sig ved at fungere meget hurtigere end tidligere og ved at være mindre afhængig af kvik adgang til Googles servere.
Beder man den om at åbne apps, skrive e-mails eller søge efter sager på mobilen sker alting nærmest øjeblikkeligt, skriver The Verge.
’New Assistant’ fungerer i øjeblikket kun med amerikansk engelsk i USA, pointerer netmediet Androidpolice.
Større motor og tvivlsomme beslutninger
Inde i selve telefonen har Google også overhalet selve hardwaren, som nu byder på en Snapdragon 855 processor fra Qualcomm og seks gb ram.
Selve lagerpladsen er dog fortsat kun tilgængelig med enten 64 eller 128 gb lager, en tvivlsom beslutning for Googles nye telefoner, som ifølge Gsmarena ikke længere får ubegrænset med lagerplads oppe i Googles sky.
Batteriet vokser i Pixel 4 XL til 3.700 mAh, næsten ti procent mere end i sidste års Pixel 3 XL. I Pixel 4 bliver batteriet derimod mindre, med nu blot 2.800 mAh mod 2.915 mAh i sidste års model.
Hele pakken skal drive Googles nyeste sofware, Android 10, frem, bakket op af en sikkerhedschip døbt Google Titan M.
Kunstige kameraevner
De billeder, som de lærende algoritmer, skal behandle kommer nu fra to kameramoduler, et tele- og et standardmodul. Altså to kameraer i en verden, som synes at have taget trippelkameraet til sig.
Nu diskes der op med et 12 megapixels standardkamera som assisteres af et 16 megapixels zoomkamera.
Her skulle Googles mange AI-assisterede funktioner til at skabe ’superopløste’ billeder, høj dynamik samt nattefotografering fra Pixel 3 være forbedret, noterer Wireds Lauren Goode. Nu skulle de endda kunne tages billeder af stjernehimlen med en ny ’astrofotografi’-feature.
Lavere priser
I forhold til sidste års Pixel 3 lancering, har Google sænket priserne på den nye Pixel 4 kollektion.
Priserne debuterer ved 769 euro for Pixel 4 med 64 gb lagerplads i europæiske lande som Tyskland, Frankrig, Spanien og Italien. Altså godt 5.700 kroner, når telefonerne får europæisk salgsstart. Med i prisen følger en Google Nest Hub smartskærm til en værdi af 999 kroner.
Danmark er dog ikke på listen over lande, hvor Google vil tilbyde enheden i første ombæring.
Pixel 3’s lanceringspris lød sidste år på 849 euro for en model med 64 gb lager.
Læs også: Google går efter lave mobilpriser: Mød de nye Pixel 3a og 3a XL