Region Hovedstaden har ikke implementeret den udskældte Sundhedsplatform godt nok.
Det erkender koncerndirektør for Region Hovedstaden, Jens Gordon Clausen, over for ITWatch.
Jens Gordon Clausens udtalelse kommer i kølvandet på en rapport, hvor et uafhængigt ekspertråd har kritiseret Region Hovedstadens implementering af Sundhedsplatformen.
Hovedpointerne i rapporten lyder blandt andet, at der har manglet en klar plan, at leverandøren Epic har været for passiv, samt at Region Hovedstadens it-afdeling ikke har været indrettet til at løse opgaven.
"Der er brug for markante forbedringer," lød det fra Lilian Mogensen, der er formand for ekspertrådet, til Politiken.
Læs mere her: Ekspertråd retter hård kritik mod Region Hovedstaden: "Sundhedsplatformen er en hastesag"
Stor og kompleks organisation
Koncerndirektøren hos Region Hovedstaden tager kritikken til sig.
Problemerne med at implementere det omfattende it-system, forklarer han med, at det kan være svært i en organisation som Region Hovedstaden.
"Når man er så stor og kompleks en organisation, så er der en risiko for, at man gør tingene lidt for komplicerede, og det er det, Ekspertrådet går ind og peger ret præcist på," udtaler Jens Gordon Clausen til ITWatch.
Jens Gordon Clausen ser fortsat Epic som en god samarbejdspartner men uddyber samtidig, at man ville have overvejet rådgivningen fra Epic nærmere med den viden, regionen har i dag. Det drejer sig blandt om, hvor hurtigt man gik frem med implementeringen.
Sundhedsplatformen er blevet forfulgt at dårlige sager om alt fra skrantende økonomi til fejlmedicinering af patienter og mangelfuld implementering.
Systemet bliver i dag anvendt i Region Hovedstaden og Region Sjælland, men det amerikanske selskab Epic har oprindeligt udviklet systemet til brug i det amerikanske sundhedsvæsen.
Systemet er efterfølgende med hjælp fra NNIT blevet tilpasset det danske sundhedsvæsen.
Læs også: Sundhedsminister sætter pris på udskiftning af Sundhedsplatformen: Vil koste næsten tre milliarder
Kritik af rigsrevisionen
For et år siden blev Region Hovedstadens implementering af Sundhedsplatformen også mødt med hård kritik af Rigsrevisionen, der kritiserede regionen for ikke at have foretaget et tilstrækkeligt omfattende analysearbejde før systemet blev implementeret.
Regionen blev ligeledes kritiseret for ikke at have givet sundhedspersonalet den nødvendige uddannelse i det nye system.
I et interview med Computerworld har Epic dog tidligere slået fast, at virksomheden er tilfredse med implementeringen af Sundhedsplatformen.
"Jeg synes, at det har været en god implementering. Vi er imponerede over de resultater, der er blevet opnået i den her skala. Man skal tænke på, at det er 44.000 brugere, hvoraf 12-14.000 er på samtidigt. Det er rigtigt mange brugere. Du vil kunne finde grupper, der mener, at ting skal forbedres. Du kan også finde grupper, der synes, at det er gået godt," sagde danske Lars Oluf Nielsen fra Epic til Computerworld i fjor.