38-årige Trine Bramsen (S) er torsdag blevet udpeget som forsvarsminister, og hun bliver dermed en del Danmarks nye statsminister Mette Frederiksens (S) 20-mand store ministerhold.
Det er Socialdemokratiets tidligere it-ordfører, som nu indtager Forsvarsministeriet.
Som it-ordfører blev Trine Bramsen særligt kendt for den såkaldte 'sokkegate' i 2013, hvor hun i et debatindlæg på Version2 opfordrede it-nørderne til at smide tennissokkerne.
"Her sidder Danmarks fremtid bag skærmen iført tennissokker og gør dermed alt, hvad der overhovedet kan gøres, for at undgå kvindekontakt. Det undrer mig hvorfor," skriver Trine Bramsen dengang.
"Er det mon med vilje, at computermænd ofte gør alt hvad de kan for at være så lidt attraktive som overhovedet muligt? Er det noget man lærer på uddannelsen?"
Læs Computerworlds syn på sagen her: Tænk mindre på mænd og mere på forretning
Færdig som it-ordfører en uge senere
Bølgerne gik højt efter sagen, der blev døbt 'sokkegate.'
Der blev blandt andet oprettet en Facebook-side alene med det formål at få Trine Bramsen fjernet som it-ordfører.
Det lykkedes.
Blot en uge efter debatindlægget blev publiceret, var Trine Bramsen færdig som Socialdemokratiets it-ordfører.
Det kan du læse mere om her: Efter sokkegate: Trine Bramsen får ny post på Christiansborg
Hun blev i stedet udnævnt til retsordfører, mens Karin Gaardsted (S) overtog hvervet som partiets it-ordfører.
Facebook-siden lever stadig.
I skrivende stund har Facebook-siden, som hedder "It-professionelle imod Trine Bramsen," lige over 2.300 medlemmer,
Der har dog ikke været aktivitet på siden siden 2. marts 2017.
Læs også: Ni ting du bør bide mærke i i den nye regeringsaftale: Kan få betydning for it-sektoren
Beklagede efterfølgende
I dagene efter debatindlægget beklagede Trine Bramsen i et interview med Computerworld over for dem, der havde følt sig stødt af indlægget.
"Jeg kan kun beklage, hvis nogen føler sig trådt over tæerne. Men jeg håber da, at de så alligevel vil bruge det konstruktivt, så vi kan få en god diskussion om, hvordan vi kan styrke it-branchen og få flere unge til at vælge den," sagde hun dengang.
Læs historien her: Trine Bramsen efter sokkegate: Jeg ville bare debattere