Meget er blevet lækket om Googles to kommende telefoner forud for årets Google I/O udviklermesse fra selskabet.
Telefonerne er tilmed allerede blevet spottet på visse tilbudshylder i USA.
Står de mange overbevisende læk til troende vil søgegiganten præsentere to, relativt billiger smartphones den 7. maj: Pixel 3a samt en større Pixel 3a XL.
De første salgsæsker og billeder af telefonerne er allerede blevet spottet ude i felten, og af dem kan man se, at der vil bydes på skærmstørrelse på henholdsvis 5,6 tommer 3a’eren og 6,0 tommer i XL-varianten.
Mest overraskende bliver sandsynligvis prisen, som skulle debutere ved 399 amerikanske dollar for 3a og 479 dollar for storebroren, begge med 64gb lagerplads ombord. Det svarer til henholdsvis 2.660 og 3.190 kroner før eventuelle afgifter herhjemme.
Holder prisen, vil Google altså rundt regnet halvere prisen i forhold til efterårets Pixel 3 toptelefoner og deres respektive debutpriser på 799 og 899 amerikanske dollar.
Se også:
Det får du for pengene
Udseendet på de nye telefoner læner sig tæt op af efteråret Pixel 3 telefoner, hvorfor der ikke skal forventes noget revolutionerende, når det gælder hverken design, materialer eller formgivning. Intet nyt og vildt her.
Det, der kendetegner Googles Pixel-telefoner, er dog ikke selve det ydre, men rettere den software, som Google skræddersyr til deres telefoner.
Selskabets bag Android-styresystemet sørger nemlig for, at integrere alt hvad de kan af software-kneb for at hive det bedst ud af selv beskeden hardware.
Maskinlærende algoritmer assisterer med alt fra stemmestyrede assistance, såsom den revolutionerende ’Duplex’ funktion, der kan foretage opkald for brugerne, når der eksempelvis skal bookes tid hos frisøren eller fotografiske algoritmer, der via kunstig intelligens sikrer glimrende foto- og videoresultater.
Samtidig sørger Google at holde sine Pixel opdateret i længere tid, end nogen anden producent af Android-telefoner, ved at garantere mindst tre år med softwareopdateringer til nyeste version af Android: Android 10.
Se også: Google slipper første version af Android 10 løs: Her er de vigtigste nyheder
Her er der sparet
Når prisen er halveret, er der sandsynligvis også sparet på komponenterne her og der.
Et sted er processoren, som rygtes af PCWorld, til at komme fra Qualcomms Snapdragon 670 serie. Ydelsesmæssigt spiller den i samme liga som toptelefoner fra to til tre år siden. Her er samtidig kun 64gb lager i standardmodellen.
Et åbent spørgsmål er hvor ambitiøs Google har i sinde at være med kameraet. Meget af selskabets ekspertise indenfor intelligent billedbehandling vil sikkert være til stede, men hvor avanceret selve kameramodulet bliver er stadig uvist. De lækkede fotos indikerer dog, at der kun vil være tale om et enkelt kamera modul.
Resultaterne af Googles overvejelser, får at vi med stor sandsynlighed at se 7. maj, når selskabets I/O messe skydes i gang.