Udbetaling Danmark har fejlagtigt registreret en række informationer om 4.500 partsrepræsentanter.
Det skriver TV2 Østjylland.
Ifølge mediet har Udbetaling Danmark kendt til problemet siden efteråret 2018.
"Vi fik et nyt, godt familieydelsessystem for små to år siden, men det her er et hjørne, hvor vi ikke har tænkt os godt nok om," lyder det fra pressechef hos Udbetaling Danmark, Mette Beck, til TV2 Østjylland.
Fejlen er endnu ikke rettet. Det bliver ifølge Mette Beck først i løbet af slutningen af sommeren.
Udbetaling Danmark hører under ATP Koncernen og er en offentlig myndighed, der står for udbetaling af en række offentlige ydelser.
Søren anmeldte sagen
Det er Søren Nellemose Larsen, der har meldt sagen til Datatilsynet.
Det sker efter, at han selv som partsrepræsentant opdagede, at Udbetaling Danmark havde gjort hans cpr.nr. til et journalnummer. Søren Nellemose Larsen hjalp en veninde, der er bosiddende i Tyskland, og som lige havde mistet sin mand, med en sag om tilbagebetaling af familieydelse.
Herefter bed han mærke i, at Udbetaling Danmark havde indhentet oplysninger om hans børn, kone, mor og afdøde far.
En partsrepræsentant kan repræsentere en anden borgers sag i kommunen eller en anden offentlig myndighed. Det kan eksempelvis være at deltage i møder eller få aktindsigt.
Ifølge Udbetaling Danmark er der ikke tale om følsomme oplysninger, men jurist og vicedirektør hos Justitia, Birgitte Arent Eiriksson, siger overfor TV2 Østjylland, at Udbetaling Danmark ikke har nogen hjemmel for at registrere og behandle oplysningerne.
Datatilsynet har endnu ikke taget stilling til sagen, skriver TV2 Østjylland.