Dante, den platinblonde dæmonjæger som Capcom glædeligt har bedt om at nedlægge legioner af digitale helvedsskabninger siden PlayStation 2-konsollen var på sit ypperste popularitetsniveau, har sjældent været en ydmyg mandsperson. Med pistoler og sværd har han i snart 19 år banket enhver fjende til støv, og endda haft overskud til at få det hele til at se legende let og afsindigt stilet ud.
Det er derfor lidt af en overraskelse at se ham blive sendt til tælling i seriens nyeste kapitel, og så endda inden man selv har fået muligheden for at tage kontrollen over ham.
Den slags kunne få en fan af serien til tro at her er tale om et Capcom der endnu en gang har fået blod på tanden til at give det hele et friskt pust, ligesom de gjorde da de kortvarigt lod engelske Ninja Theory stå for udviklingen, hvilket resulterede i det glimrende DmC: Devil May Cry.
Men Devil May Cry 5 handler ikke om nye ideer. Foruden en start på historien der ikke tidligere er set i serien, skal det således hurtigt vise sig at man under udviklingen af det nyeste kapitel, i langt højere har kigget tilbage for at finde essensen af hvad der gjorde det hele så populært i første omgang og herefter sat alle kræfter ind på at modernisere og forfine denne.
Se også: Spiltest: Crackdown 3 er mere tro mod originalen end genrens moderne eksempler
Det kan alt sammen mærkes allerede første gang man selv bliver givet kontrollen. I støvlerne på Nero (et familiemedlem til den vante helt Dante), skynder spillet sig således at fylde på med instruktioner der beskriver de mange muligheder. Det kan virke lidt overvældende for nytilkommere, mens fans vil have de fleste af starter-kombinationerne siddende på rygraden.
Med rockmusikken blæsende i baggrunden og dæmoner af alle størrelser fyldende skærmbilledet, skal der ikke mere end et par tryk på controlleren til før Nero flyver over skærmen. Kombinations-angrebene er til at starte med lette at lære, og sender ham glidende gennem fjender mens han benytter sig af både sværd, pistoler og den slags udskiftelige robotarme som en helt af hans type naturligvis skal have.
Her viser Devil May Cry 5 tydeligt sine kort, for trods at man kunne foranledes til at tro at historien er vigtig at følge med i grundet sit bombastiske og komplet overdrevne persongalleri, er fokusset i dæmonjægernes nyeste eventyr skarp rettet mod at de mange kampe. Og lad der ikke være nogen tvivl om at det er en god ting.
Da Capcom tilbage i 2001 sendte Dante på eventyr første gang, var det til dels med ønsket om at skabe et actionspil i tredjeperson, som rådede over et dybt kampsystem der dog samtidigt var fokuseret om at få kampene til at se så stilede og lækre ud som muligt. Det lykkedes dengang og det lykkedes i endnu højere grad i denne nye ombæring.
Uanset om man har kontrollen over Nero, Dante eller V (om hvem det er bedst at sige ingenting), forvandles enhver kamp til et potentiel volds-ballet som kunne være instrueret af John Woo i hans storhedstid.
Med knivskarp kontrol sendes dæmoner mod himlen, holdes i luften ved brug af skydevåben og snittes til småstykker inden de har ramt jorden, hvorefter de slynges ind i en bunke af deres egne. Og det er kun den spæde start, for som der låses op for flere og flere evner bliver kombinationerne også vildere og mere imponerende, hvilket cementeres via et pointsystem der belønner særlig voldelig kreativitet.
Hvis dette lyder som noget du har oplevet i andre spil tidligere, er det højest sandsynligt fordi de i en eller anden forstand har ladet sig inspirere af Devil May Cry-serien, der var den første der mestrede den slags spilbare action scenarier.
Hvad der gør Devil May Cry 5 så imponerende er at kreativiteten og mulighederne i kampsystemet er så mange og godt implementeret, at man sagtens kunne forestille sig at der igen fremover vil være en væld af spil der låner med arme og ben fra hvad der her bydes på.
Dante og Nero’s nyeste eventyr er et vaskeægte actionbrag der smider alle sine kræfter efter at tilbyde nogle af de mest intense, bedst udseende og mest velspillede kampe i et tredjeperson actionspil, og lykkedes hele vejen med det.
Det kræver at man har tålmodigheden til at lære de mange forskellige mekanikker, samt at ikke er bange for at give sig i kast med hele vanvittige kombinationer på controlleren, men belønner til gengæld med præcision, dybde og en blærerøvs-faktor hvor ganske få andre spil kan følge med.
Læs også: Anmeldelse: I Hellblade er den største fjende skræmmende realistisk