En opdatering til klodens mest udbredte styresystem, Android, er på vej.
Google slipper denne uge version 10, døbt Android Q, løs, og med den kommer en stribe overhalinger til det udbredte styresystem.
Der er tale om en første betaversion af softwaren, hvorfor mange features og funktioner stadig kan nå at dukke op i systemet, mens andre kan blive vraget.
Allerede nu, detaljerer selskabets Android-blog til udviklere, hvordan Google satser på at udvide Androids funktionaliteter, så Android kan udnyttes til desktop-brug eller på de kommende foldbare smartphones.
Herunder kan du se, hvad Android Q vil byde på, når det i de kommendemåneder får sin officielle debut.
Desktop-mode
Mobilproducenter som Samsung og Huawei har hver især forsøgt sig med en såkaldt ’desktop mode’, hvor mobilen sluttes til en skærm, og derefter kan fungere som decideret desktop computer, så længe man slutter tastatur og mus til.
Sådan en synes fremover at blive en del af Android Q, om end funktionen indtil videre er gemt som en udvikler-indstilling i beta-softwaren.
Nye måder at betjene mobilen
Google Android Q byder også ind med en pendant til Apples 3D-Touch, hvor brugerne ved et langt tryk kan få adgang til nye funktioner inde i notifikationsgardinet.
Funktionen vil, i modsætning til Apples løsning, ikke kræve nogen dedikeret hardware.
Folde-features
I takt med, at en mindre byge af foldbare telefoner tilbydes i løbet af 2019, bygger Google mere support af store og tvedelte skærme ind i Android Q.
Her giver producenten udviklere flere indstillinger til sømløst at skifte fra almindelig visning til en opdelt 'splitscreen' visning.
Performance-boost
Det nye systemsoftware vil optimere, applikationers opstartsfaser, så disse åbnes hurtigere.
Ifølge Googles egne tal vil en app som YouTube være en femtedel hurtigere om at starte op på en Android Q enhed.
Visuelle opdateringer
Når du afspiller musik på mobilen, vil låseskærmen baggrund få en transparenseffekt og minde om matbørstet glas.
Flere indbyggede applikationer såsom ’Filer’ får samtidig en visuel overhaling til Googles nyeste udgave af selskabets designsprog ’Material Design’.
Den længe rygtede ’dark mode’ er dog ikke at finde i den første betaversion af Android Q. Til gengæld kan brugerne indstille apps til udelukkende at fungere i sort/hvid, ifølge Androids udvikler-blog.
Android Q giver også mulighed for at indstille interface-temaer, hvor blandt andet systemfonten kan indstilles.
Forbedret sikkerhed
Google vil samtidig stramme op sikkerhedsmæssigt ved at begrænse adgangen til udokumenterede API’er i Android Q.
Samtidig tilbyder Android Q endnu flere muligheder for at indstille, hvorvidt og hvornår apps tilgår personfølsomme data fra mobilen såsom lokationsoplysninger.
Smarte features
En snedig feature i Android 10 bliver muligheden for at dele Wi-Fi oplysninger med en QR-kode.
Ud over at indikere, hvor meget strøm der er tilbage på mobilen, vil notifikationsgardinet også byde på et estimat på, hvor lang tid brugeren har, før der løbes tør for strøm.
Vil du afprøve det nye Android kræver det, at du melder dig ind i Googles beta-program her.