Microsofts Edge-browser står overfor en massiv overhaling i maskinrummet, når man skifter over til den open source Chromium-platform, som blandt andre Google benytter i sin Chrome-browser.
Hele motorrummet i Edge-browseren bliver altså skiftet ud, et skifte som også vil være at se udefra.
De første lækkede billeder af det nye Edge, i øjeblikket døbt ’Anaheim’, indikerer nemlig, at Microsoft også vil byde en visuel overhaling af Windows 10’s standardbrowser.
Skærmbillederne er kommet i netmediet Neowins hænder, som samtidig skriver, at Microsoft nye Chromium-edge i øjeblikket bliver udviklet i to spor: Et udviklerspor med ugentlige såkaldte ’Dev’ opdateringer og et testspor med daglige ’Canary’ opdateringer.
Læs også: Microsoft skifter maskinrummet i Edge ud: Browseren får ny open-source motor
Chrome-elementer her og der
Mens Microsoft holder fast i det flade og enkle designsprog, der kendetegner både de nyeste versioner af Windows 10 og Office, vil Anaheim-brugerne også få nogle interface-features, der minder om Googles dominerende Chrome-browser.
I den skærmbillederne, som stammer fra dev-udgave 74.1.85.0 af Edge, kan man allerede nu se, hvordan browser-indstillingerne, ligesom i Chrome, kan tilgås direkte fra en dedikeret menu-knap.
Mest bemærkelsesværdigt bliver nok, at Chromes tilføjelsesprogrammer, de såkaldte ’extensions’ fremover vil fungere med Microsoft Anaheim.
Mange af disse vil være tilgængelige igennem Microsofts egen browser, men vil også kunne tilgås igennem Googles egen Chrome Web Store. Dette vil dog kræve, at man giver browseren tilladelse til at installere udvidelser fra tredjeparter.
Visse Edge-funktioner vil dog også ryge ud i forbindelse med overhaling. Således vil Edges fane-oversigt forsvinde i Anaheim.
Til gengæld vil Microsoft tilbyde forskellige layouts af browserens hjemmeside. Eksempelvis vil der kunne veksles mellem et ’fokuseret’, ’motiverende’ eller ’informational’ layout i nye faner. Skræddersyede visninger vil også kunne genereres af brugeren selv.
Mere på vej
I og med at der er tale om en meget tidlig udgave af Microsoft Anaheim, kan langt flere features og funktioner stadig nå at finde vej til browseren, inden den får sin officielle debut en gang i efteråret.
Ønsker du selv at afprøve den nye browser, kan den hentes igennem Microsofts betatester-program, Microsoft Edge Insider.
Se også: Microsofts Edge-browser får længe ventet feature: Fremover kan du få ’extensions’ på browseren