Det er ikke mange år siden at særligt spiludgiverne EA og Activision fik skudt i skoene, at den eneste grund til deres succes var at de hvert år udgav de samme serier, men et par små forbedringer. Det var ikke helt rigtigt dengang og faktisk endnu mindre rigtigt i dag, hvor begge synes at arbejde hårdt hvert år med de mest essentielle dele af deres populære serier.
Ubisoft kunne sagtens være havnet i det samme, uheldige søgelys men alligevel er det i mindre grad den slags kritik der er blevet rettet mod spilgiganten – måske fordi viljen til at lave drastiske ændringer i deres mest populære serier, har været større.
Far Cry er et godt eksempel. Serien der startede i hænderne på en helt anden udvikler, gennemgik med dens første efterfølger så drastisk en forandring, at det største spørgsmål var hvorfor man kaldte det en efterfølger til et spil det havde så lidt tilfælles med.
Siden da er det blevet til hele fem forskellige kapitler og sidehistorier i serien, med den sjette og nyeste, New Dawn, fungerende som en slags efterfølger til Far Cry 5, der bygger videre på den dramatiske slutning hvor den excentriske galning Joseph Seed lykkedes med at affyre adskillige atomvåben.
Det er derfor en anderledes verden man møder sytten år senere i New Dawn, og det til trods for at det hele stadig er baseret på de samme områder som i Far Cry 5. Dyrelivet er sprudlende og delvist muteret, mens naturen har groet uhindret og ligeledes bærer præg af de radioaktive konsekvenser.
De overlevende mennesker er begyndt at finde tilbage til overfladen, hvor stammesamfund er opstået, og det er knapt så overraskende også her de nye skurke skal findes. Siden Ubisoft første gang viste Far Cry 3 frem, har et af seriens kendetegn været dybt psykopatiske hovedskurke, som uanset deres vanvid ofte har været dragende i form af deres dialog og portrættering.
I New Dawn er den rolle givet til tvillingeparret Mickey og Lou, der som kvindelige ledere af banden ”Highwaymen” er iklædt kulørte motocrossdragter, masser af attitude og et grumt afsky for alle der ikke ser verden som dem selv. Desværre er de også langt kedeligere og mere forudsigelige end hvad serien ellers har budt på tidligere.
Det hele er blevet farvet med en neon-glad farvepensel, på en sådan måde at både fjender, fauna og dyreliv lyser det hele op med blå, orange og særligt lyserøde farveplamager – den slags følger åbenbart med en radioaktiv fremtid.
Farver er oftest en af de største mangler populære actionspil, men trods at det er rart at se på andet end brun og mørkegrøn, kunne man alligevel godt have ønsket sig at der havde været lidt mere kontrol med penslen. Inden historien er færdigfortalt, er man således blevet fyldt helt op på neon-kontoen.
Opbygningen af det hele på spilfronten, er uden nogen form for slinger i valsen hentet direkte fra tidligere kapitler af serien. Her er således baser er skal befries for at give grobund for frihedskæmperne, medhjælpere der skal frelses og alskens dingenoter der skal indsamles for at øge størrelsen af våbenarsenalet, samt udbuddet af fartøjer.
Friheden er stor og man kan nærmest tilgå det hele som man ønsker, uden at man skal forvente at få smidt alt for mange begrænsninger efter sig. Der er dog naturligvis missioner der vil give mest mening når man har åbnet op for nogle af de særlige evner og våben, som gør det hele lidt lettere.
Se også: Anmeldelse: Just Cause 4 er et eksplosivt action eventyr i b-films land
Sammensat fungerer det hele upåklageligt, og uanset om man jagter dyr med bue og pil, sniger sig ind på en base eller går på skattejagt efter værdifulde ressourcer, er det solidt skruet sammen.
Problemet er blot at det hele er set før. Hvis man således har spillet blot et af seriens kapitler siden Far Cry 3, er det efterhånden ved at blive virkelig svært at se hvordan serien har udviklet sig.
New Dawn har godt nok taget sig tiden til at give det hele et delvist nyt, grafisk udseende men selve spilopbygningen og mekanikkerne er så identiske med hvordan det hele også fungerede i tidligere afsnit af serien, at det rent kreativt læner sig op af sløseri.
Far Cry: New Dawn er således en lidt underlig størrelse, for har man ikke givet sig i kast med serien før, er her et helt igennem solidt og velfungerende eventyr med masser af indhold og så sælges det endda til en nedsat pris.
Men har man tidligere brugt timer på at overtage baser, finde hemmeligheder, nyde friheden og lade sig skræmme af de overbevisende hovedskurke, er her virkelig ikke meget nyt at komme efter, blot mere af det samme.
Far Cry-serien er som helhed klar til at tage dens næste evolutionære skridt, og uanset om det kræver en længere pause, håber vi på at Ubisoft er parate til at overraske positivt, næste gang de står klar med et nyt kapitel.
Se også: Hitman 2 anmeldelse: En problematisk fortid spænder ikke ben for elegante snigmordere