Som Computerworld skrev i går torsdag, overtager DXC Technology en stor del af EG's forretning.
Det ligger nu fast, at DXC Technology køber EG's serviceforretning, der har omkring 570 ansatte i Skandinavien samt Polen.
Det bekræfter DXC Technology i en meddelelse.
"Kombinationen af EG og DXC Eclipse vil styrke DXC’s førerposition som Microsoft Dynamics 365-systemintegrator og forbedre vores evner til at adressere vores kunders behov i den nordiske region og globalt", lyder det fra Mike Lawrie, DXC's chairman, president og chief executive officer i meddelelsen, der fortsætter:
"Dette repræsenterer en signifikant investering for DXC i Norden, som er anerkendt som et af de mest digitaliserede områder i verden."
Læs også: Analyse: Derfor køber DXC Technology EG's serviceforretning - skal genskabe fordums styrke
Opkøbet af EG’s serviceforretning inkluderer selskabets Microsoft Dynamics-, Infor M3- og SAP-praksis, der vil blive integreret i DXC Eclipse og DXC’s SAP-praksis. Virksomhederne oplyser ikke detaljer om de finansielle forhold.
Transaktionen forventes at blive gennemført i DXC’s fjerde regnskabskvartal, der afsluttes 31. marts 2019.
Læs også: DXC Technology tæt på at overtage danske EG
DXC Technology rammer 1.000 ansatte i Danmark
Af de omkring 570 overtagne medarbejdere vil omkring 350 være baseret i Danmark, og da DXC Technology i forvejen råder over 650 danske medarbejdere, bringes det samlede medarbejderantal nu op omkring 1.000.
"I DXC Technology har vi fundet en strategisk partner med signifikante globale kompetencer, der vil gavne EG’s kunder, når de påbegynder og fortsætter på deres digitale transformationsrejser. I tillæg vil EG’s ansatte have mulighed for at bidrage til væksten i DXC’s Microsoft Dynamics-praksis," lyder det fra Mikkel Bardram, administrerende direktør, hos EG, der er ejet af kapitalfonden Axcel.
Læs også: Har DXC ramt bunden? Ulmende opgør i det offentlige kan trække tæppet væk under selskabet
Allerde i går torsdag breakede Computerworld som nævnt nyheden om opkøbet på baggrund af oplysninger fra flere kilder i branchen. I den forbindelse var Computerworld i kontakt med Mikkel Bardram for at få en kommentar til nyheden.
"Det har jeg ingen kommentarer til," sagde han da og henviste til Christian Barmberger Bro, partner i Axcel.
"Jeg har ingen kommentarer til nogen af vores exits," sagde Christian Barmberger Bro til Computerworld.
Computerworld var ligeledes i kontakt med Peter Hecht, kommunikationschef i DXC Technology, men heller ikke han havde torsdag nogen kommentarer.
"Jeg har ingen kommentarer til din forespørgsel," skrev han i en e-mail."
Skal styrke SAP og Microsoft-forretningen i Norden
DXC Eclipse er en global Microsoft Gold Partner, der leverer Microsoft Dynamics 365-, ERP-, CRM-, forretningsprocesser-, analyse-, og samarbejdsløsninger on premise og i cloud.
"Opkøbet af EG’s serviceforretning vil styrke DXC’s Microsoft- og SAP-praksis signifikant i vores nordiske region," lyder det i meddelelsen fra Jørgen Jakobsen, vice president, Northern Europe, DXC Technology, der fortsætter:
"DXC overtager en veluddannet arbejdsstyrke med solide kundskaber samt en stærk kundeportefølje, der yderligere vil forstærke DXC’s position som en førende it-service-leverandør i Norden."
Læs også: Pengene fosser ud af kriseramt DXC: Har tabt over 1,5 milliarder kroner på tre år