Danmark har snart pladen fuld, når det kommer til at lave aftaler om datacentre med de amerikanske tech-mastodonter. Apple i Viborg, Facebook i Odense.
Nu melder Google sig parat til at opføre et datacenter til 4,5 milliarder kroner tæt ved Fredericia.
Det meddeler Google i en besked med titlen Breaking ground for Google’s first data center in Denmark.
Det enorme amerikanske selskab afslørede mandag, at man er parat til at opføre et 46.000 kvadratmeter stort datacenter mellem Fredericia og Taulov.
Ifølge selskabet bliver der tale om et af de 'mest energivenlige' datacenter i Danmark nogesinde.
Energiforbruget skal blandt andet styres via machine learning-systemer, som skal sikre, at alle watt forbruges korrekt.
Selskabet meddeler, at det vil investere i grøn energi i Danmark i forbindelse med datacenteret under fællesbetegnelsen PPA (Power Purchase Agreements).
At valget er faldet på netop den del af Trekantsområdet er ikke tilfældigt, fortæller Google's danske direktør, Malou Aamund, ifølge Fredericia Dagblad.
"Det er ikke nogen tilfældighed, at vi lige netop har valgt Fredericia. Vi oplever Fredericia som en attraktiv erhvervskommune med en dygtig ledelse og adgang til kvalificeret arbejdskraft. Derfor ser vi frem til et langt samarbejde med kommunen og de øvrige lokale institutioner," meddeler hun.
Læs mere her: Apple, Google og Facebook er på jagt efter datacenter-folk i Danmark: Her er dine muligheder
Læs mere her: Apple løfter sløret: Så mange skal arbejde på datacenteret i Viborg
Fortrolige planer
Allerede for tre år siden traf amerikanerne beslutningen om, at Fredericia skulle være stedet, hvor det nye datacenter skulle placeres, men planerne har været fortrolige indtil nu.
Det er oplysninger Invest in Denmark, der i 2014 skabte kontakten mellem Google og Fredericia Kommune.
Grunden blev solgt til Google i 2015, men det er altså først nu tre år senere, at det er kommet frem, at Google har planer om at opføre det nye datacenter.
Det giver arbejde til 1.500 mand under opførslen og efterfølgende til 150 ingeniører, elektrikere, datafolk, når den første del tages i brug i 2020, lyder det fra Google.
Desuden peger selskabet på, at det forventer 'øget aktivitet' i Fredericia-området, hvilket vil skabe jobs inden for retaiul, hotel og transport, som det hedder.
Google planlægger desuden at investere i området i forskellige uddannelses-aktiviteter.
"Arbejdet vil pågå gennem hele 2021. Fredericia bliver Googles femte datacenter i Europa sammen med Irland, Finland, Holland og Belgien. Vi ser frem til fortsat at investere i Europa og vise vejen med grønne projekter og skabe bånd til lokal-miljøer," lyder det fra Google.
Computerworld besøgte i sommeren 2017 grunden i Fredericia, som dengang blot var en mark.
Du kan se billederne af marken, hvor Google nu går i gang med at bygge datacenter her: Galleri: Her er Googles nye byggegrund i Fredericia - tag med på besøg