IBM fyrer 90 af de omkring 280 medarbejdere, som den amerikanske virksomhed overtog som en del af den to milliarder store outsourcingaftale med KMD 1. oktober.
Det erfarer Computerworld.
Aftalen indebar, at IBM overtog infrastrukturopgaver fra KMD.
Som en del af den ordning, skulle IBM ligeledes overtage omkring 300 medarbejdere fra henholdsvis KMD og Tech Mahindra.
Det reelle tal antal medarbejdere, der skiftede job, var dog omkring 280 - herunder omkring 260 fra KMD, da en række medarbejdere sagde op i løbet af processen.
Dermed fyrer IBM altså næsten en tredjedel af de outsourcede medarbejdere.
De berørte medarbejdere vil blive informeret og opsagt ved udgangen af november.
Det står endnu uklart, hvordan fordelingen mellem vil være mellem IBM's kontorer i Aalborg, Odense og Brøndby.
Tryghedsaftaler bliver overholdt
IBM har fra aftalens indgåelse i midten af juni gjort det klart, at der ville ske reduktioner blandt de outsourcede medarbejdere.
Men meldingen har hele tiden været, at det først ville ved udgangen af året.
Det har vakt vrede hos fagforeningerne HK Privat og Prosa, da det passer med, at medarbejdernes tryghedsaftaler, der giver en del af de berørte medarbejdere en ekstra fratrædelsgodtgørelse på 10 måneder, bliver opsagt.
Da medarbejderne nu bliver fyret ved udgangen af november, kommer de tryghedsaftaler til at blive overholdt.
Computerworld har fået følgende kommentar fra IBM:
"Vi har ikke noget at tilføje udover hvad der i dag er kommunikeret internt til vores medarbejdere. Her gør vi det klart, at vi påtænker at nedlægge cirka 90 stillinger og at vi i øjeblikket forhandler med
medarbejderrepræsentanter med henblik på at forsøge at nedbringe antallet af berørte stillinger," står der i en mail fra selskabets danske kommunikationschef Benedicte Strøm.
Læs mere på cw.dk om et øjeblik med kommentarer fra fagforbund.
Det kan du læse mere om her: Tech Mahindra opsagde tryghedsaftaler for kommende IBM-ansatte syv uger efter KMD: Fra nytår forsvinder 10 måneders fratrædelsesperiode
Læs også: KMD tippede Tech Mahindra om opsigelse af tryghedsaftaler