Artikel top billede

TDC udnævner ny topchef: Her er afløseren for Pernille Erenbjerg

Opdateret 08:40: TDC har udnævnt ny topchef, der afløser Pernille Erenbjerg til december. Den nye topchef er skotte og har i de seneste år været administrerende direktør i svenske Tele2. Se hele selskabets nye topledelse her.

TDC Groups nye topchef hedder Allison Kirkby. Hun afløser Pernille Erenbjerg til december, meddeler selskabet.

Allison Kirkby er skotte, og hun kommer fra en stilling som administrerende direktør i svenske Tele2, hvor hun tidligere også har været finansdirektør.

Læs også: TDC's nye næstformand har tidligere udnævnt Allison Kirkby til CEO for en nordisk telekæmpe

"På vegne af bestyrelsen er jeg glad for at meddele, at vi har udpeget Allison Kirkby som ny administrerende direktør for TDC Group. Med hendes erfaring fra industrien og hendes visionære lederskab, er der ingen bedre til at lede TDC-koncernen end Allison," meddeler TDC's bestyrelsesformand, Bert Nordberg, i en udsendt meddelelse.

51-årige Allison Kirkby er ifølge TDC 'kendt for at være en visionær leder med passion for mennesker, og med en stærk kommerciel forståelse og kundefokuseret forretningstilgang.'

Ifølge selskabet bor hun i dels Windsor i England samt i Stockholm i Sverige. Det fremgår ikke, om hun har planer om at flytte til Danmark i forbindelse med det nye job.

Den nye topchef er gift og har to børn på 14 år og 20 år.

På udkig siden foråret

TDC har været på udkig efter en ny topchef siden foråret, hvor CEO Pernille Erenbjerg meddelte, at hun trak sig som øverste chef for selskabet.

Det skete i kølvandet på salget af TDC til et pensionskasse-konsortiet DK Telekommunikation, som trådte ind som ejer med en klar plan om at splitte TDC op.

"Da vores nye ejere nu påbegynder en ny strategi, som indebærer at opdele det danske selskab i separate enheder, føler jeg, at det er det rigtige tidspunkt for mig at træde tilbage på og starte processen med at overbringe stafetten til en anden,” meddelte Pernille Erenbjerg dengang.

Det kan du læse mere om her: Pernille Erenbjerg bekræfter exit fra TDC: “Det er det rigtige tidspunkt for mig at træde tilbage på”

Pernille Erenbjerg har overtog CEO-posten fra Carsten Dilling i 2015.

Opslittes

TDC's nye ejer - der består af pensionskasserne ATP, PFA, PKA og australske Macquarie - delte 1. august TDC op i to forretningsenheder, nemlig en kundevendt del med navnet OpCo og en netværksfokuseret del med navnet NetCo.

Allison Kirkby får til opgave at gennemføre hele den store omlægning af selskabet.

"Ligesom vi ser andre industrier befinde sig en brydningstid, så ændrer telco-industrien sig også, og vi ser nye, spændende muligheder for at transformere og forny vores forretningsmodel i den digitale æra. Vi har derfor sat en ambitiøs retning for TDC - en retning, der kommer til at definere industriens fremtid og fremtiden for det digitale Danmark. Med udnævnelsen af Allison er vi klar til at tage de næste skridt ind i denne fremtid," lyder det fra bestyrelsesformand Bert Nordberg.

Med udnævnelsen af Allison Kirkby er hele TDC's topledelse nu på plads, efter salget af selskabet i foråret.

Koncernledelsen ser nu således ud:

- Allison Kirkby, administrerende direktør og koncernchef, TDC Group.

- Jaap Postma, koncerndirektør, OpCo.

- Andreas Pfisterer, koncerndirektør, NetCo.

- Jens Aaløse, koncerndirektør, group chief people officer & stakeholder relations.

- Stig Pastwa, koncerndirektør, CFO.

- Michael Moyell Juul, koncerndirektør, TDC Erhverv.

- Lasse Pilgaard, koncerndirektør, strategichef.

Se hele meddelelsen fra TDC Group om udnævnelsen af Allison Kirkby her.

Læs også:

TDC's nye næstformand har tidligere udnævnt Allison Kirkby til CEO for en nordisk telekæmpe

TDC får grønt lys til milliard-salg af hele sin norske forretning: Indlemmes i Telia om 10 dage

Se tilbuds-dokumentet: Her er pensionskassernes tilbud på TDC - kan trække alle TDC's frie reserver ud i udbytte

Her er pensionskassernes plan med at købe TDC: Står klar til at investere massivt i mobil- og bredbånd