Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for skribentens synspunkter.
Forleden afholdt vi seminar om robotter.
Uden besvær fyldte vi en sal med 299 deltagere, som gerne ville høre danske konsulenter og virksomheder fortælle om virksomhedernes potentiale og erfaring med AI og softwarerobotter.
Deltager-listen var ekstremt bredt sammensat. Direktører, it-medarbejdere, procesmennesker, funktionschefer og nysgerrige studerende. De kom fra små, mellemstore og store virksomheder fra alle sektorer. Bredden og tilstrømningen er ganske uhørt.
Årsagen er emnet: Robotter. Eller nærmere bestemt Intelligent Process Automation, som i min optik er et begreb, der omfatter flere forskellige løsningstyper.
For eksempel de ret simple Robotic Process Automation-løsninger (RPA), som affotograferer medarbejderes tastetryk og derefter kan ekspedere sager fejlfrit 24 timer i døgnet syv dage om ugen.
Og digitale assistenter og chatbots, som giver et nyt intelligent interface mellem den enkelte og virksomheden.
Og selvfølgelig den vældigt hypede AI og machine learning, som er videreudviklingen af avanceret analytics til mere eller mindre ”tænkende” og handlende datadrevne løsninger.
Hurtigt og langsomt
Forretningsmæssigt ser vi også meget forskellige kurver for indtrængning og anvendelse af disse ganske forskellige løsningstyper.
Et forsikringsselskab som Topdanmark melder om fantastisk ROI og meget hurtig udbredelse af RPA med en blomstrende opfindsomhed.
Anderledes ser det ud med machine learning, hvor man lidt langsommere er ved at høste sine erfaringer og sætte forsøg i gang med at lade software støtte beslutningstagere med algoritmepower oven på massive datamængder.
Når vi taler om softwarerobotter gælder den gamle sandhed om, at vi som mennesker overvurderer teknologien på kort sigt og undervurderer den på langt sigt.
Jeg tror, at software kommer til at ændre masser af jobs og deres indhold, og dygtige virksomheder vil opbygge meget store forretningsmæssige fordele gennem teknologien.
Der ligger en antropologisk og organisatorisk opgave foran os i forhold til at sikre den optimale arbejdsdeling mellem mennesker og maskiner. Hvis det er rigtigt, stiller det krav til ledelsen her og nu.
Dræb ideer
Søren Hebsgaard, som er chief digital officer i Topdanmark, taler direkte om, at vi i virksomhederne skal have mindst to forskellige værdisystemer i vores tilgang til digitaliseringen.
På den ene side skal vi fortsætte den inkrementelle tilgang og teknologiske understøttelse med klassisk governance for at høste optimering.
På den anden side skal vi forberede fremtiden med nogle organisationsformater, der egner sig til undersøgelse, innovation, inkubation, investering og efterfølgende implementering.
Mængden af ideer og initiativer skal være så stor, at hovedopgaven bliver at være en bøddel, som dræber initiativer og kun sikrer de bedste overlevelse.
Robotterne samler os på tværs af faglighed, funktioner og størrelse, fordi perspektiverne rækker så vidt.
Det er et folkemøde, som ikke kun sker på Bornholm. Derfor kommer robotterne også til at påvirke den måde virksomheder styrer deres it og digitalisering. Og teknologien kommer derfor også til at bidrage til at nedbryde silogrænser og organisatoriske ideer, som hører fortiden til.
Det er nok ikke så sært, at vi flokkes om fænomenet for at forstå hvad hulen det er, der kommer til at ske.
Læs også:
Robot-investeringer sørger for rekordoverskud hos Alka
Her kan du især hente de store gevinster på software-robotter
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os noget tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.