I juli 1998 blev kimen lagt, til hvad der skulle blive en af danskernes foretrukne betalingsmetoder, når der skal handles på nettet.
Dengang blev betalingsvirksomheden One2one a/s grundlagt, forløberen til det, der i 2004 skulle blive DIBS, Dansk Internet Betalings System.
Nu opererer selskabet i Danmark, Sverige, Norge og Finland og servicerer over 25.000 virksomheder med betalinger i over 20 lande.
”I det fysiske erhvervsliv er 20 år jo ingen tid, men på internettet er det snart sagt en æra. Faktisk er vi ældre end selv Google og kom næsten 7 år før Facebook. Det tør siges, at der kan ske meget på to årtier - og det er der også hos os og dansk e-handel,” siger Henriette Høyer, salgsdirektør hos DIBS til Computerworld.
I 2014 blev DIBS opkøbt af Nets, for at styrke selskabets position indenfor netop nethandel.
"Da vi i Nets ønskede at udvide fokus på e-com i 2014, var vi på udkig efter nogen, der havde styr på nettet, hvilket ledte til opkøbet af DIBS. Det vægtede højt, at DIBS netop har været med til at forme udviklingen i markedet og bliver set som lidt af en institution i e-handelsbranchen. Stort set alle danskere er dagligt i berøring med DIBS, når de foretager onlinebetalinger, så det er nærliggende at kalde DIBS for folkeeje. DIBS er for nettet, hvad Dankortterminalen er for 'den virkelig verden'", siger Asger Hattel, Group Executive Vice President hos Nets.
Stadigt enklere
Igennem de to årtier har udviklingen indenfor netbetalinger været entydig: eksplosiv vækst år for år. Der skulle gå 15 år, før den første milliard transaktioner på nettet blev rundet, men bare tre år, før den næste milliard blev opnået.
Mens antallet af netbetalinger fortsat stiger, stræber DIBS efter at gøre det stadigt enklere at betale for varer og tjenester på nettet.
”Rejsen har handlet om at bryde de barrierer, som brugerne støder på – Vi er sat i verden for at gøre det så let som muligt,” siger Henriette Høyer om selskabets fokus på enkelhed i betalingerne.
Ambitionen er, at forbrugerne skal kunne foretage køb med bare et klik. ”Det skal gøres endnu nemmere med vores nye betalingsplatform Easy. Her er det ikke bare kort-oplysninger der gemmes og overføres, men også adresse oplysninger,” forklarer hun.
Jo enklere betalingsforløbet er, des bedre er det for e-butikkerne understreger hun: ”Det er noget webshops kan lide, for de får konverteret meget mere”.
Europæisk ekspansion
Fremadrettet vil DIBS og Nets udvide forretningen mod flere europæiske markeder, igennem den foreliggende fusion med tyske Concardis.
Fusionen er i øjeblikket til godkendelse hos EU’s konkurrencemyndigheder og forventes gennemført inden årets udgang.
Se også: Apple Pay kan være ulovlig i Norge - blokerer for andre betalingsløsninger