Den excentriske englænder en klassisk og ofte misbrugt kliche.
Men ingen er mere excentrisk end Maxwell Knight, chef for den engelske indenlandske efterretningstjeneste, MI5s afdeling for kontraspionage i 1930'erne. Og det er hans sære historie, som du kan læse i bogen ”M”.
For Maxwell Knight karriere og person er bemærkelsesværdig.
Han var oprindelig selv fascist dengang de i 1920'ernes England var af en mere uskyldig aftapning kaldet "British Fascisti", stiftet af en lesbisk tidligere ambulancechauffør.
Foreningen ønskede sig mest af alt mere disciplin, færre kommunister og toge, der kørte til tiden. Dog krydret med lidt gadevold, indbrud og overfald på politiske modstandere.
Men tonen ændrede sig som bekendt hurtigt. Og med meget aktive spioner fra især Tyskland og Italien samt en aggressiv kommunistisk rekruttering via Komintern, havde England i 1930'erne behov for en aktiv kontraspionage.
En overraskende kandidat
At det så lige blev Maxwell Knight er mildest talt overraskende, for han var nok ikke kommet forbi HR-afdelingen i dag.
Først og fremmest på grund af hans baggrund som aktiv fascist, men måske også fordi han boede sammen med en hunbjørn i sin lejlighed, samlede næsten manisk på sære kæledyr som han ofte havde 20-30 forskellige af ad gangen, skrev 30-40 bøger om husdyrhold, ikke havde noget imod et lille indbrud, var manden bag et af Londons første jazz-bands (og derfor blev skrevet ud af sin rige onkels testamente) – og så var han gift tre gange uden på noget tidspunkt at gennemføre, hvad bogen høfligt kalder de ”ægteskabelige pligter”.
Bogen M fortæller derfor både historien om Maxwell Knight, men også om, hvordan et åbent demokrati langsomt (meget langsomt) indså truslen mod landet fra de omliggende hel- og halvdiktaturer - og lige så langsomt fik reageret på dem.
Den opmærksomme læser kan sikkert finde eventuelle paralleller til i dag. I 1930'erne var teknologien bare telefonaflytning, opdampning af breve og affotografering af dokumenter. Og så lige den menneskelige faktor.
Endte som tv-vært
For en af metoderne, som gjorde Maxwell Knight særligt effektiv var, at han var en af de første til at anvende kvinder i kontraspionagen.
Knight havde derfor flere centrale spioner i både de fascistiske og kommunistiske bevægelser i 1930'ernes England.
Det var ofte unge kvinder rekrutteret fra den velstillede middelklasse, som var undercover i årevis, mens de arbejdede sig op som effektive og ofte oversete sekretærer for de ledende personer i de hemmelighedsfulde bevægelser.
Tricket var ikke at være for synlig eller for dygtig, men altid pålidelig i en verden af følelsesfulde samfundsomstyrtere.
Hvor mindst en af dem, en ven af Maxwell Knight, endte for enden af bøddelens reb, efter at havde arbejdet for tæt sammen med Nazi-tyskland.
Som den oplysende bog fortæller, så endte Maxwell Knight selv med at være tv-vært, kaldet "Onkel Max", på en lang række programmer om dyr og Englands natur - uden at offentligheden vidste at der var tale om en af de mest første reelle - og komplicerede - ledere af den engelske kontraspionage.
Henry Hemming, M: Maxwell Knight, MI5’s greatest spy. Udgivet maj 2017, 416 sider.