For få måneder siden var Martin Garbrecht Damm lokofører på et tog, der trak sushikæden Sticks'n'Sushi mod den digitale tidsalder.
Men nu er der kommet et uventet stop på ruten. En ledelsesrokade hos virksomheden giver forsinkelser i køreplanen, og derfor vælger Martin Damm Garbrecht nu at stå af toget.
I stedet skifter han til softwareudviklingsvirksomheden Tamigo, der udarbejder vagtplansløsninger til blandt andet McDonalds, L'Oreal og netop Sticks'n'Sushi.
Det bekræfter Martin Damm Garbrecht overfor Computerworld.
”Jeg er startet sådan lidt i det bløde som produktchef hos Tamigo, hvor jeg skal være med til at udvikle næste generation af det her nye værktøj,” siger han og fortsætter:
"Her kan jeg være med til at lave forretningsudvikling gennem brug af den digitale udvikling. Hvor jeg før var en servicestation, der skulle komme med idéer til optimering, så er jeg her rent faktisk produktet og får ansvaret for, hvilken vej produktet skal udvikle sig. Det er en kæmpe ændring.”
Læs om en anden CIO, der stopper her: En af Danmarks bedste CIO'er fratræder: Skifter til konkurrent om en måned
Tager konsekvensen
Den tidligere sushi-CDO er helt åben om årsagen til, at han nu skifter sit job som digital indpisker hos Sticks'n'Sushi ud med titlen som produktchef.
For 14 dages tid siden blev det meldt ud, at Sticks'n'Sushi havde fået ny direktør. I den forbindelse skifter kæden kurs.
Nu skal fokus, ifølge Martin Garbrecht Damm, være på at få åbnet flere restauranter, og dermed bliver der naturligt mindre fokus på den digitale rejse, som Martin Garbrecht Damm var rejseleder for.
Læs mere om den her: Sticks'n'Sushis usynlige optimering henter 10 procent ekstra på bundlinjen: "Det er mere end rigeligt til både at betale systemet og give et afkast"
"Man har valgt en ny strategi med en ny administrerende direktør på toppen, der skal have fokus på ekspansionen. Det har jeg vidst i et stykke tid, og jeg har så spurgt mig selv, hvad det var, jeg gerne ville. Så har jeg mødt Tamigos direktør, og han var interesseret i at få mig til at hjælpe med at udvikle forretningen og produktet. Derfor er han kommet med et tilbud, jeg ikke kunne afslå," siger Martin Garbrecht Damm.
Læs mere her: Her er de 30 mest efterspurgte it-kompetencer lige nu
Fornuftigt valg
I den nye rolle skal Martin Garbrecht Damm som produktchef stå for udviklingen af Tamigos nye produkter. Det gør ham i stand til at bruge tiden på det, han aller helst vil - nemlig at udvikle. Det frygter han, at der ikke bliver mange muligheder for, når fokus flyttes hos Sticks'n'Sushi.
”Jeg fungerer ikke så godt, når jeg kan se, at der er en strategi, der ændrer sig eller et fokus, der flytter sig, som betyder, at jeg må forvente at skulle sidde med benene oppe og vente på, at der er tid til at lave mine projekter. Det er et helt personligt valg om, at så vil jeg hellere bidrage et andet sted," siger Martin Garbreht Damm, der nu skal kigge mod det mondæne Østerbro, når han skal på arbejde.
Læs videre her: Egmont hyrer ny CIO: Henter ny digital topchef i GN Resound
Har har dog forståelse for, at Sticks'n'Sushi vælger at holde ind til siden og trække lidt luft ind på turen mod en mere digital virkelighed.
”Jeg vil sige, at det måske er meget sundt, at Sticks'n'Sushi lige stopper op. Digitale forandringer i en restaurantvirksomhed er en stor mundfuld. De skal have noget adaptionstid, og der kan det godt være, at det er mig, der er for utålmodig. Jeg laver udvikling og koncentrerer mig i mindre grad om drift. Hvis jeg skal sidde og arbejde med drift i et år, så kommer jeg til at kede min røv i laser.”
Et skridt op
Selvom det for de fleste nok vækker en større genklang, når man nævner Sticks'n'Sushi, end Tamigo, så mener den nye produktchef, at det er et skridt ikke bare frem men også op ad karrierestigen.
”For mig selv er det et skridt op. Men til familiefesterne kan det godt være, at de synes, at det var sjovere, da jeg kunne skaffe sushi til familiemiddagen, men det kan jeg godt leve med. Min kæreste er rigtig glad. Nu skal jeg ikke ligge søvnløs og tænke på om sitet svarer. Det har hun glædet sig til i mange år.”
Martin Garbrecht Damm har allerede tiltrådt stillingen som produktchef.
Læs mere her: "Vi bør få bragt it-sikkerhedsdiskussionen længere ned, så også den menige medarbejder forstår, hvad det handler om"