Alle sidder dybt bøjet over deres skærme. Totalt opslugte af online-universet. Ligeglade med deres omgivelser og eksisterer kun for den stimulans, de finder i den virtuelle verden.
Det er udgangspunktet for den forrygende Ready Player One, men det kunne næsten lige så godt have været (endnu) en bekymret kronik i Politiken.
Wade Watts, den forældreløse gamer som er hovedperson i Spielbergs action- og special effects-brag, er dog langt fra den typiske Politiken-læser.
I stedet er Wade en ubekymret teenager, som lever for at vinde den store pris i den verdensomspændende virtual reality verden kaldet OASIS.
OASIS blev oprindeligt skabt af den menneskesky og geniale James Halliday og tillader almindelige mennesker at undslippe fattigdom og kedsomhed i en alternativ virkelighed, kun afbrudt af toiletbesøg og spisepauser tilbage i den virkelige verden.
Vind kontrollen over den virtuelle verden
Ved Hallidays død blev det dog annonceret, at vinderen af en serie skjulte konkurrencer i OASIS ville modtage den ultimative præmie: Ejerskabet og kontrollen over OASIS.
Det er den præmie som Wade, sammen med en række af hans online-kammerater, kæmper for at finde og vinde hver eneste dag.
De er dog ikke alene. For virksomheden IOI jagter kontrollen over OASIS for at kunne sælge reklamer, noget der kan virke næsten naivt i disse Facebook-tider, og har taget spillet til nye industrielle højder. En ting som Wade må beslutte sig for om han vil gå med på eller prøve at modstå.
Resten af plottet skal ikke afsløres her, for Ready Player One skal opleves.
Underholdende film uden et dybt plot der stikker dybt
Ikke fordi plottet eller Wade og hans sammensvorne stikket særligt dybt. For det gør det ikke. Derfor når Ready Player One hverken The Matrix, Blade Runner eller nogle af de andre dystopiske og ikoniske fremtidsfilm til sokkeholderne.
Men det har den som udgangspunkt heller ikke ambitioner om. I stedet minder filmen mere om et hæsblæsende (og enormt flot) level-baseret computerspil, hvis formål er at holde dig fanget og få dig til lige at prøve én bane mere.
I bedste Spielberg-stil indarbejder Ready Player One desuden mange nostalgiske kulturelle referencer og henviser til fænomener som A-HA, Tilbage til Fremtiden og den fantastiske 1999-film Drengen og Jernkæmpen.
Samtidig er Ready Player One også fuld af finurlige detaljer, som da en af skurkene bliver såret og bløder mønter, de andre spillere kan samle op. Det er ren arkade-stil fra kinagrillen i 1988 - og det er sjovt og godt fundet på.
Om det og Spielberg-navnet er nok til at Ready Player One kan blive en nyklassiker er lidt mere tvivlsomt. Dertil er hele computerspils-teamet måske lidt for smalt. Men den er flot, hæsblæsende og uhøjtidelig - og bestemt værd at se.
Denne anmelder så i øvrigt filmen i 3D-version, hvilket som sædvanligt betyder et mindre skarpt og lysstærkt billede, men som til gengæld for en gangs skyld var mere end en gimmick og faktisk løftede filmen en smule.